Riis fredet i Fuentes-sag

Dommer Julia Santamaria afviser at lade anklagerne udspørge Jörg Jaksche om Bjarne Riis' rolle i hans bloddoping-program hos Eufemiano Fuentes i Madrid

Spansk dommer vil ikke høre tale om Bjarne Riis i Fuentes-sagen. (Foto: AP)
Spansk dommer vil ikke høre tale om Bjarne Riis i Fuentes-sagen. (Foto: AP)

Allerede, da sagen begyndte i slutningen af januar, lod dommer Julia Santamaria forstå, at hun ikke vil tillade 'name dropping' navn under retssagen mod bloddoping-doktoren Eufemiano Fuentes, og den praksis fastholder hun i dag, da tyskeren Jörg Jaksche og italieneren Ivan Basso bliver afhørt.

Begge ryttere har kørt for Bjarne Riis, men da anklagerne ville udspørge Jaksche om Riis, afviste dommer Santamaria ifølge tilstedeværende journalister at tillade spørgsmålene. Årsagen svæver i det uvisse. Man kan blot konstatere, at retten tilsyneladende ikke ønsker at medvirke til at kompromittere ikke-tiltalte personer til.

Eufemiano Fuentes har ladet forstå, at han let vil kunne afsløre de sande identiteter bag de hundredvis af kodenavne, han havde givet sine klienter. Dommer Santamaria har imidlertid ikke indtil videre tilladt spørgsmål i den retning, hvilket forstærker indtrykket af, at de spanske myndigheder ikke ønsker den fulde sandhed frem.

Op mod 200 atleter havde deponeret blod i Fuentes' klinik i Madrid, da den blev ransaget i foråret 2006, men kun forsvindende få er blevet forbundet med navngivne atleter. Jaksche og Basso er to af dem. De har tilstået, at de gik under kodenavnene 'Bella' og 'Birillo'. Cykelryttere udgjorde cirka en fjerdedel af de 200 atleter, der kunne mistænkes for at have bloddopet sig. Resten var ifølge Fuentes blandt andet fodboldspillere, svømmere, atletikudøvere og tennisspillere.

Fuentes er ikke tiltalt for doping, selv om han har indrømmet at have hjulpet hundredvis af atleter med blodtransfusioner. Den praksis var nemlig ikke ulovlig i Spanien før november 2006. Fuentes er i stedet tiltalt for at bringe folkesundheden i fare, idet han skal have foretaget transfusioner på hotelværelser og samtidig have overtrådt regler for god lægepraksis ved ikke at orientere sine patienter om risici ved den behandling, han tilbød.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere