Ny anklage mod Riis: Organiseret doping

Bjarne Riis nægter ethvert personligt kendskab til doping-doktor Eufemiano Fuentes, men ifølge den tidligere CSC-rytter Jörg Jaksche kender Fuentes udmærket Riis

Hårde anklager bliver ved med at ramme Bjarne Riis og hans cykelhold (Foto: Jens Dresling/Polfoto)
Hårde anklager bliver ved med at ramme Bjarne Riis og hans cykelhold (Foto: Jens Dresling/Polfoto)

Mens Bjarne Riis stædigt fastholder, at han ikke kender og aldrig har mødt den berygtede dopinglæge Eufemiano Fuentes, er der ifølge en tidligere Riis-rytter og klient hos Fuentes ingen tvivl om, at Fuentes udmærket kender Riis.

Se mere:

Se også: Riis: Jeg kender ikke Fuentes

Tyske Jörg Jaksche kørte med stor succes for Riis på Team CSC i 2004, og da han skiftede til spanske Liberty Seguros i 2005, blev han klient hos Fuentes i Madrid under dæknavnet Bella. Snart stod det ham klart, at han delte læge med indtil flere af sine tidligere holdkammerater.

– Under et af mine allerførste møder med Fuentes sagde han, at han undrede sig over, at jeg ikke allerede året før var blevet sendt på besøg hos ham af Team CSC, siger Jörg Jaksche til Ekstra Bladet.

– Jeg kunne ikke andet end antage, at han allerede havde modtaget besøg af adskillige ryttere, som var blevet henvist til ham af ledelsen på Team CSC. Og han havde altså også forventet at se mig på klinikken noget før.

Det var organiseret
– Jeg fik det klare indtryk, at adskillige CSC-ryttere var blevet sendt til Madrid for at besøge Fuentes. Det var ikke noget individuelt. Det var en organiseret ting med en automatik, der betød, at ryttere på et vist niveau blev sendt til Fuentes.

– Netop derfor var Fuentes forbløffet over, at jeg ikke var kommet året før, siger Jaksche, der i sit ene år på Team CSC, nemlig 2004, vandt det betydningsfulde etapeløb Paris-Nice og altså i høj grad var en rytter på ’et vist niveau’.

Se også:

Se også: Eks-rytter: Riis gik ind for et rent hold

Jaksche understreger, at han aldrig har set Riis og Fuentes sammen, og at han aldrig har hørt en af de to omtale den anden ved navn. Men at de kender hinanden, er han ikke i tvivl om.

– Bjarne Riis er ingen antidoping-korsfarer. Det er godt for hans og holdets image at iværksætte et internt antidoping-program, og det er fint at kunne fortælle, hvor mange dopingprøver der har været negative, siger Jaksche.

Umuligt at påvise
– Men hvad nytter det at teste 500 gange, hvis der ikke findes en test for det, en rytter bruger, siger Jaksche med reference til, at det er umuligt at påvise doping med eget blod, mens doping med andres blod let lader sig spore. Det var, hvad der overgik Tyler Hamilton i 2004. Han havde formentlig ved en fejl brugt en fremmed persons blod.

Jaksche fortæller, at Liberty Seguros-manager Manolo Saiz sendte ham til Fuentes for at blive bloddopet, da Jaksche tiltrådte på Liberty Seguros i 2005. Han kørte da på hold med blandt andre de nuværende Riis-ryttere Alberto Contador, Jesus Hernandez, Daniel Navarro og Sergio Paulinho.

Læs mere:

Se også: Hamilton: Riis henviste mig til doping-læge

Han blev aldrig afsløret af en positiv test, men blev fældet af vidneudsagn og anden efterforskning, da bloddopingskandalen Operación Puerto rullede. Han tilstod i 2007. I centrum af sagen stod Eufemiano Fuentes, som har stået i forbindelse med mindst fire ryttere, der har kørt på CSC, nemlig Jaksche, Ivan Basso, Tyler Hamilton og Fränk Schleck.

– Jeg har ingen grund til at tvivle på, at Tyler Hamilton fortæller sandheden. Eller Floyd Landis, for den sags skyld. Vi har alle oplevet det samme. Tylers fortælling er historien om, hvad der skete i cykelsporten dengang, siger Jörg Jaksche.

En del af forretningen
Han kørte aldrig på hold med Tyler Hamilton, men amerikanerens eftermæle levede på holdet, da han tiltrådte på Team CSC i 2004. Blandt andet gik der på holdet historier om, at Hamilton altid skulle flyve via Madrid, når han skulle ud til cykelløb.

– Alle, der har været mere end to år i professionel cykelsport, ved, hvordan cykelsporten virker. Det er det samme på alle hold, siger Jörg Jaksche.

– Bjarne Riis har måske ikke direkte fortalt alle, at de skulle dope sig og gøre sådan og sådan. Men de har alle vidst, at de måtte gøre visse ting for at være succesfuld og bevare deres position i sporten. Jeg har aldrig haft en team-manager, der har sagt til mig: Brug ikke doping!

Se mere:

Se også: Riis anbefalede Hamilton bloddoping

– Alle accepterede, at det var en del af forretningen, siger Jaksche.

Bjarne Riis besvarede ikke opkald fra Ekstra Bladet i aftes. Saxo-Tinkoffs pressechef, Anders Damgaard, slog siden fast, at Riis ikke agter at kommentere Jaksches udtalelser.

1 af 2 Jörg Jaksche havde succes under Bjarne Riis - på falsk grundlag (Arkivfoto: AP)
2 af 2 Hårde anklager bliver ved med at ramme Bjarne Riis og hans cykelhold (Foto: Jens Dresling/Polfoto)
0 kommentarer
Vis kommentarer