Ekspert undrer sig over Riis' hold

Mærkeligt at spise kød i Kina, mener Kim Plesner fra cykelbloggen Veloropa

Cykeleksperten Kim Plesner mener, at det er for tidligt at gisne om hvilken straf, Michael Rogers kan imødese for at blive knaldet med det forbudte stof Clenbuterol i kroppen. (Foto: AP/Marcio Jose Sanchez)
Cykeleksperten Kim Plesner mener, at det er for tidligt at gisne om hvilken straf, Michael Rogers kan imødese for at blive knaldet med det forbudte stof Clenbuterol i kroppen. (Foto: AP/Marcio Jose Sanchez)

Om nogen er Bjarne Riis kendt for at være perfektionistisk til fingerspidserne. Hvad der kan tages højde for, skal der tages højde for. Ingen detalje er for lille i bestræbelserne på at ramme podiet.

Derfor undrer den anerkendte cykelekspert Kim Plesner fra cykelbloggen Veloropa sig såre over, at Michael Rogers fra Team Saxo-Tinkoff spiste kød, mens han opholdt sig i Kina for at køre Tour of Beijing, der blev afviklet umiddelbart inden endagsløbet Japan Cup, hvor Rogers blev testet positiv for doping.

Se også: Dopinganklaget Rogers: Det må være forurenet mad

- Det er en kendt sag, at kød i specielt Kina og Mexico kan indeholde rester af Clenbuterol, da stoffet ofte bruges i dyrefoder på de kanter. Derfor undrer jeg mig også over, at et af verdens største cykelhold tør tage den risiko, der er med at spise kød i Kina, siger Kim Plesner og fremhæver, at Danmarks Cykel Union i 2011 valgte at frafalde sagen mod rytteren Philip Nielsen, som blev testet positiv for Clenbuterol efter et løb i Mexico.

Kim Plesner mener også, at netop Team Saxo-Tinkoff burde være ekstra opmærksom på faren ved at spise forurenet kød med tanke på den såkaldte bøf-sag mod Alberto Contator.

- Og det var endda i Europa, at han spiste sit kød.

Se også: Cykelekspert: Det er ikke godt for Riis

WADA har instrueret løbsarrangørerne, at det er deres ansvar, at rytterne ikke kommer til at indtage forbudte stoffer gennem det mad, der serveres til dem på hotellerne.

- Men hvorfor overhovedet tage den chance, spørger Kim Plesner og nævner, at eksempelvis den danske rytter Rasmus Quaade helt afholdt sig fra at spise kød, mens han trænede i Mexico, og at rytterne fra Belkin-holdet slet ikke rørte kød under opholdet i Kina.

0 kommentarer
Vis kommentarer