UCI-formand: Kameraer og mikrofoner på cyklerne

Brian Cookson vil bringe fansene foran tv-skærmene endnu tættere på cykelstjernerne med ny teknologi

Niki Terpstra og Tom Boonen fra Omega-Pharma-QuickStep-holdet på vej op ad Koppenberg i søndagens Flandern Rundt. (Foto: AP)
Niki Terpstra og Tom Boonen fra Omega-Pharma-QuickStep-holdet på vej op ad Koppenberg i søndagens Flandern Rundt. (Foto: AP)

Forestil dig, at du på tv-skærmen kunne se, hvordan Alberto Contador selv oplever at komme først over en bjergtop. Og at du samtidig kunne høre ham hive efter vejret efter samme kræftpræstation.

Det kan blive virkelighed, hvis ellers præsidenten for den internationale cykelunion (UCI), Brian Cookson, får lov at bestemme.

I en pressemeddelelse foreslår han, at man tager det nyeste grej i brug for at gøre cykelsporten mere tv-egnet.

- Vi vil kigge på teknologi som kameraer på cyklen og i holdbilerne for at se, hvordan de kan bruges til at forstærke seernes oplevelse.

- Og hvorfor stoppe ved kameraer? Hvad med at have mikrofoner på cyklerne eller at vise rytternes data på skærmen, foreslår Cookson.

Brugen af kameraer i holdbilerne er allerede indført i Tour de France, og i andre sportsgrene lader man også tv-seerne komme tættere på begivenhederne og det taktiske spil, end tilskuerne har mulighed for.

I håndboldtransmissionerne er det efterhånden standard med både kamera og mikrofon i forbindelse med en timeout, og i Formel 1 kan man lytte med på radiokontakten mellem kørerne og deres teams.

0 kommentarer
Vis kommentarer