Tour-sensation bliver Giro-kaptajn

Nairo Quintana skal ikke forsvare sidste års topplacering i Tour de France, men bliver i stedet kaptajn for Movistar i både Giroen og Vueltaen

Udover den samlede andenplads sikrede Nairo Quintana sig også sejren i bjergkonkurrencen i sidste års Tour de France. (Foto: AP/Christophe Ena)
Udover den samlede andenplads sikrede Nairo Quintana sig også sejren i bjergkonkurrencen i sidste års Tour de France. (Foto: AP/Christophe Ena)

Movistar har i dag offentliggjort sit hold til næste måneds Giro d'Italia, og det bliver som ventet med sidste års overraskende nummer to i Tour de France, Nairo Quintana, som kaptajn på holdet i sæsonens første af de tre store etapeløb.

Den lille colombianer var den største udfordrer til Team Sky og Chris Froome i sidste års Tour de France, men han skal ikke køre Touren i denne sommer, når Alejandro Valverde får kaptajn-rollen hos Movistar.

Se også: Hunderæd cykelstjerne: Jeg stopper!

I stedet skal den 24-årige klatrer styre Movistar-mandskabet gennem både Giroen og senere på året Vueltaen i Spanien. Han har i år vundet Tour de San Luis i Argentina og blev nummer to i Tirreno-Adriatico efter Alberto Contador.

Quintana er en af 11 ryttere i en bruttotrup, hvorfra der skal skæres to ryttere fra før løbet. Han har ikke tidligere gennemført Giroen, og kun en enkelt gang tidligere deltaget i Vueltaen, nemlig i 2012, da han blev nummer 36 samlet.

Giroen begynder 9. maj med de tre første etaper henlagt til Nordirland, før turen går til Italien.

Se også: Ups! Rytter tabte pillerør under Paris-Roubaix

Movistars bruttotrup til Giro d'Italia:
Nairo Quintana
Adriano Malori
Eros Capecchi
Sylwester Szmyd
Andrey Amador
Fran Ventoso
Pablo Lastras
Igor Antón
Jonathan Castroviejo
Gorka Izagirre
José Herrada.

0 kommentarer
Vis kommentarer