Holm: Cavendish har ringet - vil have mig i Touren

Brian Holm er ønsket i Tour de France

Brian Holm har allerede fået et opkald fra Mark Cavendish, oplyser han efter dagens frifindelse.

Brian Holm blev torsdag eftermiddag ved retten på Frederiksberg frifundet for seksuelle krænkelser af en 7-årig, og kort tid efter kunne han fortælle journalister foran retten, at han allerede er blevet bedt om at passe sit arbejde som sportsdirektør for Omega Pharma-QuickStep i Tour de France, der starter lørdag.

Det er holdets stjernerytter Mark Cavendish - Holms gode ven - der allerede har taget kontakt, forklarede den tidligere cykelrytter foran retten.

- Han har allerede ringet.

Tager du så derned? blev Holm spurgt.

- Det regner jeg da med, svarede Holm.

Se også: Skibby om frifindelse: Jeg er meget lykkelig  

Et par minutter tidligere, lige da Brian Holm kom ud fra retten på Frederiksberg, havde han dog været i tvivl om, hvorvidt han vil deltage i Touren.

- Nu skal jeg først hjem til familien og drøfte det med dem, og så tager vi den derfra, sagde Holm, der ikke kunne svare på, om hele den ubehagelige sag får betydning for hans arbejde i Touren.

- Det får vi at se. Det kan være, vi har den gule trøje på lørdag. Eller måske har vi ikke. Det er et cykelløb. Jeg ved det ikke, sagde Holm.

- Jeg har hele tiden fået opbakning fra folk i sporten, og jeg har altid haft et godt forhold til rytterne. Jeg tror ikke, de havde slået hånden af mig, hvis der var faldet en dom, sagde Brian Holm, før han cyklede hjem fra retten.

Tour de France starter lørdag i Leeds i England.

Se også: Supersprinter: Jeg er så glad for Holms frifindelse