'Schleck kommer aldrig nogensinde tilbage igen'

Kolleger i feltet tvivler på, at Andy Schleck finder tilbage til sin tidligere storform

Fuglsang og Schleck var engang bedste venner. Det venskab er gledet ud (Arkivfoto: Claus Bonnerup)
Fuglsang og Schleck var engang bedste venner. Det venskab er gledet ud (Arkivfoto: Claus Bonnerup)

I dag blev der skrevet endnu et trist kapitel i bogen over Andy Schlecks skuffelser.

Luxembourgeren måtte nemlig udgå af årets Tour de France, da efterveerne fra hans styrt i går umuliggjorde en fortsat deltagelse.

Se også: Naturligvis... Andy Schleck ude af Tour de France

Bogen om skuffelserne er efterhånden blevet en hel roman, og historierne om Schlecks succeser med sejre i Liege-Bastogne-Liege og en tilkendt Tour-sejr i 2010 er nærmest gået i glemmebogen.

Lillebror-Schleck har været igennem en forfærdelig deroute de sidste par år, og blandt kollegerne i feltet er der også ringe tro på, at han nogensinde vinder store sejre igen.

Blandt de ryttere, som har trænet med Schleck i Luxembourg gennem de senere år, er der meget ringe tro på, at han nogensinde kommer tilbage til sit tidligere niveau, og hans træningsiver og flid er ikke blevet bedre, siden han stiftede familien og fik fokus flyttet væk fra cykelsporten.

Se også: Kim A. uden Tour-forventninger: Vi har ikke brilleret

En af de få, der tør sige det til citat, er Jakob Fuglsang, som en gang nærmest var som en bror for Frank og Andy Schleck. Siden er venskabet dog smuldret bort.

Til Ekstra Bladets Tour de France-magasin sidste år, fortalte Fuglsang om sine oplevelser med Schleck og hans manglende tro på lillebrorens vilje til at vende tilbage i topform.

- Jeg tror, han mangler motivation. Jeg ser ham ikke som en passioneret cykelrytter. Groft sagt kører han kun på cykel, fordi han får penge for det, sagde Fuglsang sidste år.

- Det, der overrasker mig mest, er, at han ikke for længst har kastet håndklædet i ringen. Når han åbenbart ikke vil kæmpe hårdt for det, så er det overraskende for mig, at han ikke har opgivet sin karriere.

Se også: Schleck: Vanvid at kalde mig Tour-favorit

- Han er en egoist, en vindertype, og at ligge der og rode midt i det hele fører ingen vegne. Enten giver man alt, hvad man har, eller også stopper man.

- Hvis han nogensinde vil vinde på andet end papir, (Schleck fik tildelt Tour-sejren i 2010 efter Contadors dopingkarantæne, red) så skal der ske noget radikalt i forhold til i dag, sagde Fuglsang sidste år

Se også: Andy Schleck uden gnist

Samme besked gav danskeren også til Euroman for nylig, hvor han fortalte, at Andy hellere vil gå på jagt og fiske:

- Han gider ikke mere og kommer aldrig tilbage, tror jeg, sagde Astana-danskeren.

Mon ikke det sidste kapitel om cykelrytteren Andy Schleck er ved at blive skrevet...?

0 kommentarer
Vis kommentarer