Kom grædende i mål: I dag er han udgået

Andrew Talansky kan ikke overskue mere i årets Tour de France

Talansky sled sig grædende i mål i går (Foto: Zuma)
Talansky sled sig grædende i mål i går (Foto: Zuma)

BOURG-EN-BRESSE (Ekstra Bladet): Årets Tour de France har ikke været nogen dans på roser for Andrew Talansky.

Tre gange er han styrtet, og onsdag kæmpede han sig igennem den kuperede etape til Oyonnax og ankom til mål grædende efter at være blevet sat af feltet tidligt på etapen.

Det var simpelthen én lang nedtur for Garmin-Sharps kaptajn, der nu er stået af.

Se også: Grædende Tour-stjerne slæbte sig i mål

Det meddeler holdets sportsdirektør Charly Wegelius inden dagens etape.

- Det var meget vigtigt for ham at komme i mål i går. Vi snakkede med ham og lægerne i går aftes, og der tog vi en fælles beslutning om, at han ikke skal stille til start i dag. Han havde for ondt i ryggen.

- Beslutningen blev først offentliggjort i morges, for han ville selv sige det til de andre rytter ved morgenbordet, fortalte Wegelius til det ventende pressekorps foran Garmin-bussen.

- Vi er kede af at se ham forlade Touren, men det er vigtigt, at han tager hjem, får slappet af, kommer sig og fokuserer på resten af sæsonen, står der.

Talansky styrter på opløbsstrækningen i Nancy på løbets syvende etape. (Foto: AP)
Talansky styrter på opløbsstrækningen i Nancy på løbets syvende etape. (Foto: AP)

Det var noget af et drama at følge Talansky på etapen onsdag. Han begyndte i Besançon med forbinding på armen efter styrtet i Nancy nogle dage i forvejen.

Han nåede at stå af cyklen og nærmest give op, mens sportsdirektør Robbie Hunter trøstede ham.

Se også: 'Det lover godt for Tinkoff-Saxo'

Det lykkedes dog Talansky at komme i gang igen, og han nåede lige præcis i mål inden for tidsgrænsen.

- Det knuser mit hjerte at skulle forlade Tour de France. Min sæson var tilrettelagt om Touren, og holdet havde støttet mig hele vejen, siger amerikaneren selv i en pressemeddelelse.

0 kommentarer
Vis kommentarer