Dramatisk styrt hjælper Contador i trøjen

Tinkoff-Saxo-kaptajnen er på førstepladsen i Vueltaen efter dramatisk enkeltstart

Alberto Contador under årets Tour de France. (Foto: AP)
Alberto Contador under årets Tour de France. (Foto: AP)

Alberto Contador fra Tinkoff-Saxo-mandskabet er ny mand i den røde førertrøje i Vuelta a España efter tirsdagens 36,7 kilometer lange enkeltstart.

Spanieren kunne ikke følge Tony Martin, der vandt etapen, men hentede en fjerdeplads efter Fabian Cancellara og Rigoberto Uran.

Samtidig gik det helt galt for førertrøjen Nairo Quintana, der på en nedkørsel styrtede i et sving og tabte værdifuld tid. Giro d'Italia-mesteren forsøgte at justere en pedal, fik ikke bremset i tide og buldrede ind i autoværnet med alt for høj fart, så han fløj ud over styret og ned i asfalten.

Det gør øjeblikkeligt Contador til favorit til den samlede sejr efter at han søndag beviste, at han også opad ser ud til at være stærkest af favoritterne.

Det så umiddelbart alvorligt ud, men Quintana kom tilbage på cyklen og fortsatte mere forsigtigt på den kuperede og svære rute. Han sluttede på en beskeden 82. plads - mere end fire minutter efter Tony Martin.

Heller ikke Chris Froome kørte nogen forrygende enkeltstart og blev nummer ti - 53 sekunder efter Contador.

Det er ikke mere end halvanden måned siden, Contador brækkede skinnebenet i Tour de France.

Samlet stilling

1. Alberto Contador - Tinkoff-Saxo 36.45.40 timer
2, Alejandro Valverde - Movistar 27 sekunder efter
3. Rigoberto Uran Uran - Omega Pharma-QuickStep 59 sek.
4. Winner Anacona - Lampra 1,12
5. Chris Froome - Sky 1,18
6. Joaquin Rodriquez - Katusha 1,32
7. Samuel Sanchez - BMC 1,41
8. Fabio Aru - Astana 2,27
9. Robert Gesink - Belkin 2,38
10. Damiano Caruso - Cannondale 2,59

0 kommentarer
Vis kommentarer