Skæbnedag for Armstrong

Efter 10 års strid med forsikringsselskabet SCA Promotions er det torsdag dommens dag for Lance Armstrong, som risikerer at skulle tilbagebetale 12 mio. dollar i bonus for tre Tour-sejre

Millionerne fosser ud af Lance Armstrongs pengetank, og nu risikerer han at måtte aflevere 12 millioner dollar til et forsikringsselskab. (Foto: AP).
Millionerne fosser ud af Lance Armstrongs pengetank, og nu risikerer han at måtte aflevere 12 millioner dollar til et forsikringsselskab. (Foto: AP).

Uden at blinke og med typisk, uklædelig arrogance nægtede en edsvoren Lance Armstrong i 2005, at han havde brugt ulovlige metoder til at sikre sig syv sejre i Tour de France. Det skete i en texansk retssal i det første retslige opgør mod forsikringsselskabet SCA Promotions, som havde nægtet at udbetale bonus til Armstrong for hans Tour-sejre i 2002, 2003 og 2004 på grund af stærk dopingmistanke.

- Hvor mange gange skal jeg sige det? Jeg kører væddeløb helt efter bogen, sagde Armstrong med sin evige løgn, som han siden har måttet æde i sig talløse gange.

Nu risikerer han også at skulle aflevere 12 millioner dollar - cirka 68 millioner kroner - til SCA Promotions. Torsdag er det dommens dag for Armstrong, idet en voldgiftsret mødes for at vurdere sagen. Det skriver USA Today.

Se også: Andreu: Hullet efter Lance skal ikke lukkes

- SCA promotions ser frem til at holde hr. Armstrong fuldt ansvarlig for at tale usandt i retten samt hans øvrige misgerninger, siger SCA-advokaten Jeff Tillotson til USA Today.

Et afgørende punkt i afhøringen af Armstrong i 2005 var den såkaldte 'hospitals-episode', som Armstrong nægtede - og i øvrigt fortsat nægter - nogensinde har fundet sted. I 1996 var ægteparret Betsy og Frankie Andreu, som var Armstrongs nære venner, til stede på en hospitalsstue i Indianapolis, da Armstrong angiveligt indrømmede brug af epo, testosteron, væksthormon, kortison og steroider.

Efter sin udelukkelse fra cykelsporten forsøger Lance Armstrong at få sig selv fremstillet som et offer. Han styrer stadig nogle journalister, siger Betsy Andreu. Foto: AP Sport og Spil Lance er stadig en bedrager

Indrømmelsen faldt, idet Armstrong var ramt af livstruende kræft. Han var derfor drevet til at orientere lægerne om sit medicinforbrug. Men Armstrong har aldrig villet indrømme, at han allerede før 1996 var dopet, og i SCA-sagen afviste han irriteret spørgsmål om, hvad der var sket på hospitalet, da han fik konstateret kræft. 'Hvordan kan den episode have fundet sted, når jeg aldrig har brugt præstationsfremmende stoffer,' vrissede Armstrong til SCA's udspørger.

Betsy Andreu forklarede om hospitalsepisoden under ed i 2005, og siden har hun og Armstrong været uforsonlige fjender. Han fastholder, at hun lyver om, hvad der skete dengang. Andreus vidneudsagn var en væsentlig årsag til, at Armstrongs imperium til sidst kollapsede.

Voldgiftsretten ventes tidligst at offentliggøre en afgørelse i oktober.

Se også: Er bange for Armstrong: Derfor forsvarede McQuaid ham

0 kommentarer
Vis kommentarer