Tinkoff-mekaniker tror ikke på el-cykler

- Det ser sindssygt mærkeligt ud, men der må være en anden forklaring end en el-motor, siger Tinkoff-mekaniker om Ryder Hesjedals livlige cykel

Ryder Hesjedal (Garmin) under sidste års Tour de France. (Foto: AP).
Ryder Hesjedal (Garmin) under sidste års Tour de France. (Foto: AP).

Rune Kristensen har været mekaniker i adskillige Grand Tours og har set det meste i sin tid som mekaniker for Tinkoff-Saxo og før det Leopard Trek. Men en racercykel med en kraftig el-motor skjult i stellet har han endnu til gode at skrue på.

- Jeg tror ikke, det kan lade sig gøre at montere en elmotor i en cykel og så køre væddeløb på den i et tre uger langt løb uden, at det bliver opdaget, siger Rune Kristensen til Ekstra Bladet.

- Jeg må indrømme, at det ser sindssygt mærkeligt ud, at Hesjedals hjul drejer rundt på den måde, men der må være en anden og bedre forklaring end en skjult el-motor. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen kunne finde på at lave sådan noget, for det ville med garanti blive opdaget.

Se også: UCI: Muligt at snyde med skjult motor

Kristensen vurderer, at en motor i teorien måtte monteres i kranken eller i navet på baghjulet for at drive cyklen frem. Navet er imidlertid så lille i diameter, at en motor aldrig ville kunne skjules der. Tilbage er kranken, men på videoen, som avisen Marca, har offentliggjort, ser man, at kranksættet ikke bevæger sig. Var baghjulet drevet af en motor, burde pedalerne også dreje rundt, siger Kristensen.

- Jeg anser det for at være helt usandsynligt, at han skulle have haft en motor skjult i cyklen. Ingen ville forsøge det, for det ville være umuligt at gøre det og køre væddeløb i tre uger uden at blive opdaget, siger Rune Kristensen.

Se også: Video vækker opsigt: Har Giro-vinder motor i hjulet?

- UCI tager stikprøver og skanner cyklerne for at se, om der er noget gemt i dem. Og cyklerne bliver vejet.

- Alle hold kæmper for at holde cyklernes vægt på de tilladte 6,8 kilogram, og hvis man så pludselig troppede op med en cykel, der vejer betydeligt mere, ville det i sig selv være afslørende. Nej, jeg tror ikke på det, siger Rune Kristensen.

0 kommentarer
Vis kommentarer