Froome viste tænder i bjergene

Ryder Hesjedal vandt lørdagens etape i Vuelta a España, men Chris Froome løb med opmærksomheden, da han satte de andre favoritter på den sidste stigning

Alberto Contador fører fortsat Vuelta a España trods sit tidstab til Chris Froome på lørdagens etape (Foto: EFE)
Alberto Contador fører fortsat Vuelta a España trods sit tidstab til Chris Froome på lørdagens etape (Foto: EFE)

Der var på forhånd lagt op til en duel mellem de store favoritter, da lørdagens etape i Vuelta a España skulle afgøres på en voldsom stigning.

Det blev dog et større udbrud, der holdt til mål, og her var canadiske Ryder Hesjedal hurtigst i den afgørende duel mod schweiziske Oliver Zaugg.

Længere nede i feltet udspillede sig et sandt drama, da Alejandro Valverde, Alberto Contador og Chris Froome på skift angreb deres direkte konkurrenter i det samlede klassement.

Se også: SLUT: Alberto Contador vinder Vueltaen

Valverde åbnede ballet, men blev hurtigt hentet af Contador, der satte sin landsmand af med et stærkt kontraangreb. Tinkoff-Saxos kaptajn formåede dog ikke at holde forspringet til de øvrige favoritter, og pludselig rykkede britiske Chris Froome forbi alt og alle.

Det lykkedes sidste års vinder af Tour de France at slå et lille hul til Contador, der måtte slutte etapen med et tidstab på syv sekunder til Froome.

Til gengæld kunne Contador glæde sig over, at nummer to i det samlede klassement, Valverde, gik ned på den sidste stigning og tabte 22 sekunder i kampen om førertrøjen.

Contador fører fortsat Vuelta a España med 42 sekunder ned til Valverde, mens Froome rykkede frem på tredjepladsen med 1.13 op til Contador.

Se også: Tinkoff-mekaniker tror ikke på el-cykler

0 kommentarer
Vis kommentarer