Riis: Det bør ikke kunne gå galt nu

Endnu tager Bjarne Riis ikke mod lykønskninger, selv om han ved, at Alberto Contador søndag vinder Vuelta a España. - Vi skal lige have sidste etape overstået, siger han til Ekstra Bladet

Bjarne Riis glædede sig i august over den samlede sejr i Danmark Rundt. Søndag kan han formodentlig gøre det samme i Vuelta a España. (Foto: Tariq Mikkel Khan).
Bjarne Riis glædede sig i august over den samlede sejr i Danmark Rundt. Søndag kan han formodentlig gøre det samme i Vuelta a España. (Foto: Tariq Mikkel Khan).

Med endnu et etapesejr sikrede Alberto Contador sig lørdag efter alt at dømme den samlede sejr i årets Vuelta a España. Kun en 9,7 kilometer lang enkeltstart adskiller ham nu fra sejren, og det er temmelig usandsynligt, at Contador skulle kunne smide det hele på gulvet.

Alligevel vil Tinkoff-Saxo-manager Bjarne Riis nødigt tage mod lykønskninger, for intet er som bekendt sikkert, før den sidste målstreg er krydset.

- Der bør ikke kunne ske noget afgørende på enkeltstarten, men det kan nok blive hektisk alligevel, så der skal ikke tages nogen chancer overhovedet. Nu skal den samlede sejr bare køres hjem, sagde Bjarne Riis umiddelbart efter lørdagens etape til Ekstra Bladet.

- Vi skal lige have sidste etape overstået, men det ser da fornuftigt ud, sagde Riis, som var imponeret af sin toprytters præstation hidtil i det hårde etapeløb.

Atter var det Chris Froome (Sky) og Alberto Contador (Tinkoff-Saxo), der kørte alene til toppen, da Vueltaens sidste bjergetape blev kørt. (Foto: EFE) Cykling Contador satte atter Froome på plads

- Det er fantastisk. Vi er supertilfredse, for det er utroligt, hvad Alberto har præsteret her. Det her er en sejr, der betyder meget for ham. At slå dem, der er med her, det er en præstation, som betyder utroligt meget. Det er en vigtig sejr, sagde Riis.

Teamejer Oleg Tinkov turde lørdag aften godt erklære Alberto Contador som samlet vinder af Vueltaen.

- Alberto er en helt. Det var en virkelig smuk etapesejr, og den betyder, at han vinder Vuelta a España, erklærede Tinkov i en pressemeddelelse.

- Det er meget vigtigt for holdet, og for mig personligt. Hvis Alberto kommer sikkert igennem etapen søndag, vil det være min første Grand Tour-sejr som teamejer. Jeg er meget stolt af ham, og jeg ønsker at takke alle for deres støtte.

Adam Hansen under årets Giro d'Italia. Afslutter han også årets Vuelta, vil det være hans 10. Grand Tour i træk. (Foto: AP). Cykling Han har kørt 10 Grand Tours i træk

- Det har bestemt ikke været let. Det var en alvorlig skade (som Contador pådrog sig i Touren, red.), og der var følgeskader. Men han kæmpede virkelig hårdt, og han begyndte at træne, så snart han atter kunne sidde på sin cykel, lød det fra Oleg Tinkov.

Vinder Contador faktisk løbet i år vil det være hans sjette Grand Tour-sejr. Han vil da have vundet Touren i 2007 og 2009, Giroen i 2008, og Vueltaen i 2008, 2012 og 2014. Dertil kommer to sejre, som han er blevet frataget på grund af en dopingdom: Touren 2010 og Giroen 2011.

0 kommentarer
Vis kommentarer