BMC blev verdens bedste

Omega Pharma-Quick-Step fik ikke held til at forsvare sit VM-guld i holdtidskørsel. Brian Holms tropper blev slået af amerikanske BMC og australske Orica GreenEdge

Tejay Van Garderen under Romandiet Rundt. Søndag blev han med sine holdkammerater verdensmester i holdtidskørsel. (Foto: AP).
Tejay Van Garderen under Romandiet Rundt. Søndag blev han med sine holdkammerater verdensmester i holdtidskørsel. (Foto: AP).

Det belgiske storhold Omega Pharma-Quick-Step (OPQS), som har Brian Holm som sportsdirektør, formåede søndag ikke at vinde VM i holdtidskørsel for tredje år i træk, idet holdet anført af Tony 'Der Panzerwagen' Martin blev tromlet ned af amerikanske BMC Racing Team med Tejay Van Garderen i spidsen.

BMC kørte de 57,1 kilometer i tiden en time, tre minutter og 30 sekunder, mens Orica GreenEdge blev nummer to med et plus på 31 sekunder. OPQS brugte 35 sekunder mere end BMC, Team Sky 37 sekunder og Tinkoff-Saxo på femtepladsen 46 sekunder.

Se også: TV: Vildt styrt i kvindernes VM-tidskørsel

BMC kom til at sidde længe i det såkaldte 'hot seat', hvorfra den til enhver tid førende i en tidskørsel overværer konkurrenternes forsøg på at overtage det varme sæde. Amerikanerne kom til at sidde længe, og da OPQS som det sidste hold kørte over stregen, kunne rytterne lade alle følelser få frit løb.

- Vi er verdensmestre. Hvad mere kan jeg sige? Vi havde troen på os selv, men vi var nervøse, sagde Tejay Van Garderen i det traditionelle vinderinterview.

- I 2012 var vi to sekunder fra verdensmesterskabet, og det har ligget i baghovedet lige siden. I år vidste vi, at vi havde et stærkt hold, så vi kørte af sted og bevarede roen og gjorde det, vi gør bedst, sagde Van Garderen.

Se også: 'Cykelsportens smukkeste disciplin' åbner VM

0 kommentarer
Vis kommentarer