Kæmpe drama: Vueltaen afgjort

Der blev vendt op og ned på podiet i Vuelta a España på løbets sidste bjergetape - Simon Yates forsvarede sin røde førertrøje inden søndagens paradeetape til Madrid

Simon Yates kom ind på en tredjeplads på kongeetapen og ligner nu en vinder af Vuelta a España. Foto: Alvaro Barrientos/AP/Ritzau Scanpix
Simon Yates kom ind på en tredjeplads på kongeetapen og ligner nu en vinder af Vuelta a España. Foto: Alvaro Barrientos/AP/Ritzau Scanpix

Sikke et cykelløb!

Den sætning har man kunnet benytte på mange af årets Vuelta a España-etaper - og lørdag kunne man det igen på løbets mest seværdige af slagsen.

De blot 97,3 km bød på en ruteprofil, der lignede et nærbillede af skæret på en fukssvans - og der blev leveret drama hele vejen til mål på stigningen Coll de la Gallina.

Her formåede podiekandidaterne at ryste posen godt og grundigt.

Enric Mas (QuickStep) vandt etapen foran Astanas Miguel Ángel López, og begge kørte de sig på podiet - Mas på andenpladsen og López på tredjepladsen, da rytterne kom ind med stor spredning efter den benhårde etape.

Efter dem fulgte Simon Yates (Michelton-Scott) i den røde førertrøje. Den kunne ingen vriste af hans skuldre, og han skal nu styrte voldsomt på søndagens paradeetape til Madrid, hvis han ikke skal kåres som vinder af løbet.

Dagens helt store taber blev Movistar-veteranen Alejandro Valverde, der gik helt ned på den afsluttende stigning og tabte mere end tre minutter. Det betød, at han måtte afgive sin samlede andenplads og i stedet nøjes med en femteplads.

Den 38-årige spanier kunne trods alt glæde sig over, at han beholdt den grønne pointtrøje. Lotto-Soudal-rytteren Thomas De Gendt sikrede sig løbets bjergtrøje, efter at han på etapens tidlige udbrud skrabede en del point sammen.

Også LottoNL-Jumbos Steven Kruijswijk drattede ud af podiet. Den stærke hollænder formåede at kæmpe sig ind 1.15 minutter efter Mas, men måtte altså konstatere, at han drattede ned på en fjerdeplads.

Løbet slutter søndag med en 100 km lang sidste etape til Madrid, hvor der kun er etapesejren på spil.

Se også: Smadrer Valverde: På vej mod karrierens største sejr

Se også: Stjernen råbte og skreg efter brutalt styrt: Så kom han på andre tanker

Se også: OL-guldvinder lam efter styrt: 'Jeg kunne være død'

Se også: Dansk cykeltalent lander kontrakt med World Tour-hold

 

3 kommentarer
Vis kommentarer