Det Britiske Imperium: Hattricket fuldendt i Vueltaen

Vejen til Madrid forløb smertefrit for Simon Yates, der kunne lade sig hylde som vinder af Vuelta a Espana, mens Elia Viviani løb med etapesejren

Simon Yates, Michelton-Scott og historiens største cykelbrille rullede søndag mod Madrid. Foto: Benjamin Cremel/Ritzau Scanpix
Simon Yates, Michelton-Scott og historiens største cykelbrille rullede søndag mod Madrid. Foto: Benjamin Cremel/Ritzau Scanpix

Hvis du vil vinde en Grand Tour, så skal du være jævnt glad for at cykle, kunne bære stramt tøj og allervigtigtst - være fra Storbritanien.  

Det beviste Chris Froome i Giro d’Italia og Geraint Thomas i Tour de France. Søndag var det så Simon Yates tur til at fuldende hattricket i 2018, da han stod øverst på podiet i Madrid med den røde førertrøje som vinder af Vuelta a Espana.  

Er der nogen, der ved, hvad de putter i Earl Grey-teen på det britiske øer? 

Før Simon Yates (Michelton-Scott) helt officielt kunne kalde sig vinder, ventede der dog lige 100 kilometers paradekørsel fra Alcorcón til Madrid. Her var start-tempoet så langsomt, at der var en reel frygt for, at Yates – og resten af feltet - ville styrte, fordi hjulene simpelthen ville stoppe med at køre rundt. 

Helt så galt gik det dog ikke.  

I stedet skulle vi igennem den sædvanlige småsludren i feltet, posering for fotograferne og det, der ellers hører sig til, når man nu har okset hele Spanien rundt over 21 etaper. 

Det hele var sådan set lige så ophidsende som at gå på blind-date med sin kusine, men efter en Vuelta, der har budt på en hel del hæsblæsende cykling, kunne vi vel heller ikke tillade os at forvente mere.  

Endelig lidt cykelløb 
Med 50 kilometer til mål fik vi dog noget, der til forveksling lignede cykelløb. Seks mand stak afsted, og selvom de fik svimlende 14 sekunder ned til feltet, så blev de altså hentet ind igen … 

Det var dog en lille åbning for angrebs-godteposen – og heldigvis for det da, nu hvor scenen var sat så smukt i Madrid. 

Udbruddene kom pludselig med samme hyppighed som bumserne på en teenage-knægt, men feltet havde ikke i sinde at gøre det mere besværligt for sig selv end højst nødvendigt. De så også nogenlunde komfortable ud, selvom et nyt udbrud stak afsted. 

Med 10 kilometer igen var tremands-udbruddet dog stadig i live, og det begyndte at summe en smule – kunne de snyde sprinterne?

Næ, det kunne de ikke.  

På den sidste omgang blev feltet samlet, og så var der ellers dømt ræs for alle pengene, hvor sprinterne kæmpede for at finde den bedste position, mens også danske Kasper Asgreen (Quick-Step Floors) og Michael Mørkøv (Quick-Step Floors) lurede forrest i feltet for at køre Elia Viviani (Quick-Step Floors) i stilling.  

Den plan mislykkedes total, for Viviani var ikke at se, da danskerne slap fronten. 

Så var der kun én ting at gøre for Viviani, og det var at køre sig selv tilbage. Det gjorde han så godt, at han fuldstændig massakrerede modstanderne.  

Og Simon Yates – ja, han rullede stille og roligt over målstregen.  

God save the Queen! 

Ti års vindere af Vueltaen

* 2018: Simon Yates, Storbritannien.

* 2017: Chris Froome, Storbritannien.

* 2016: Nairo Quintana, Colombia.

* 2015: Fabio Aru, Italien.

* 2014: Alberto Contador, Spanien.

* 2013: Chris Horner, USA.

* 2012: Alberto Contador, Spanien.

* 2011: Juan José Cobo, Spanien.

* 2010: Vincenzo Nibali, Italien.

* 2009: Alejandro Valverde, Spanien.

Kilde: Ritzau via Procyclingstats.com.

Se også: Smadrer Valverde: På vej mod karrierens største sejr

Se også: Kæmpe drama: Vueltaen afgjort

kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen