Kasper Asgreens styrke og udholdenhed knuste i sidste ende Mathieu van der Poel, da de to afgjorde Flandern Rundt mellem sig påskedag.
Efterfølgende var forhåndsfavoritten van der Poel naturligt skuffet, men var han en slagen mand, var han det med stil.
Hollænderen, der vandt samme klassiker året forinden, kapitulerede fuldstændig i Oudenaarde, da andenpladsen var en kendsgerning.
Asgreen efter Flandern-triumf: Stolede på min sprint
- Jeg tabte til en stærkere mand i dag, kom det, efter han havde været henne hos danskeren for at lykønske med et håndtryk.
Det havde dagen igennem været de to, der havde set stærkest ud, og da van der Poel med et voldsomt ryk satte en af de andre helt store favoritter, Wout van Aert, var det kun Asgreen, der kunne følge ham.
Derfra var den forsvarende mester favorit til at gentage stykket – og dermed blive den blot ottende rytter i historien til at vinde løbet to år i træk. Det skete ikke.
Asgreen kom ind på opløbsstrækningen i en perfekt position bag konkurrenten og blev liggende dér, til der resterede omkring 250 meter til mål. Så rejste han sig, trykkede de sidste watt ned i pedalerne og hamrede afsted.
Kortvarigt så det ud til, at van der Poel kunne svare igen, men han var færdig. Asgreen var for stærk og buldrede over stregen kort efter som vinder af løbet.
- Mine ben var der ikke helt til sidst, så jeg er ret skuffet. Men jeg tabte til en mand, der var stærkere, så det gør det lettere at kapere, sagde van der Poel.
- Jeg kunne se på stigningerne, at han var blandt de stærkeste i dag. Når jeg angreb, var det altid ham, der var hurtigst til at følge med.
Det var tydeligt, første gang feltet sled sig over Oude Kwaremont-Paterberg-stigningerne med 50 kilometer igen. Og det var uundgåeligt at bemærke, da den ubehagelige kombination af knolde skulle forceres en gang mere med 19 kilometer til mål.
At danskeren igen og igen sled for at holde til mål sammen med van der Poel, selvom han kunne have lukreret på det faktum, at holdkammeraten Florian Sénéchal sad i forfølgergruppen, sagde alt, mente hollænderen.
- Asgreen er bestemt den rigtige vinder. Han gjorde ikke andet end at arbejde for at komme i mål. Det siger det hele, sagde van der Poel.
Kasper Asgreen vinder Flandern Rundt
Håbløs aktion fanget på kamera