LA PIERRE SAINT MARTIN (Ekstra Bladet): Med en stemmeføring, der om muligt var endnu lavere end normalt, erkendte Astana-boss Alexandre Vinokourov efter tirsdagens dramatiske bjergetape, at Touren er tabt på gulvet for det kasakhiske mandskab.
- Noget gik galt i Nibalis hoved. Det er et mentalt problem, for det er umuligt, at en rytter som Vincenzo får en så dårlig dag, sagde Vinokourov og tegnede med sin hånd cirkler i luften ud for sin tinding.
- Han er i god form, så det er ikke grunden. Sådan er sport nogle gange, sagde ’Vino’.
- Vi prøvede i stedet at sende Jakob af sted. Han er godt kørende, og han fik besked på at køre af sted for at fange Contador og forsøge at vinde tid.
- Team Sky leverede en imponerende demonstration af sin styrke med sejr til Froome og en andenplads til Porte. Og så med Quintana et minut efter. Det er utroligt, sagde Vinokourov.
Flyvende Fuglsang overvejer bjergtrøjen
- Holdet er det stærkeste i Touren, og hele holdet lå i front. Det er imponerende, som jeg sagde.
- Der venter stadig to ugers cykelløb, men for os er det nu sikkert, at vi ikke kan vinde løbet. Nu må vi forsøge det maksimale med Jakob og håbe på, at han kan vinde en etape, sagde Alexandre Vinokourov.
Også Paolo Slongo, som i flere år har været Nibalis personlige træner, betegnede Nibalis deroute som et mentalt nederlag, og Jakob Fuglsang var enig:
- Da han kæmpede bagude, blev det hele kun forværret af, at der lå så mange foran. Han slog nok fra oppe i hovedet. Han fik mentalt et knæk, som ikke ligefrem gjorde det hele nemmere, sagde Fuglsang.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.