Astana efter Vuelta-fyring: Undskyld!

Vincenzo Nibalis exit fra Vuelta a España kalder ikke på de store protester fra det kasakhiske mandskab

Vincenzo Nibali. (Foto: AP)
Vincenzo Nibali. (Foto: AP)

Det kan nogle gange pludselig gå stærkt i cyklingens verden.

Søndag skete det i to omgange for sidste års vinder af Tour de France, Vincenzo Nibali.

Først på 2. etape af Vuelta a España, hvor han i fem sekunder lod sig trække af Astanas bil, siden da løbets officials så tv-billederne, der afslørede bedraget og konsekvent smed stjernen ud af løbet.

Det kasakhiske mandskab kalder beslutningen 'hård' i en pressemeddelelse - men ellers er der ikke meget brok.

- Astana Pro Team beklager fejlen og undskylder til feltet og løbets organisation for den skade, disse tv-billeder gør for professionel cykling, skriver holdet.

Se også: Vuelta-chok: Storfavorit smidt ud af løbet

At det overhovedet kom dertil skyldtes et styrt med 30 kilometer tilbage af etapen, hvor en større gruppe styrtede med 60 km/t. Nibali og holdkammeraterne Paolo Tiralongo, Fabio Aru og Diego Rosa røg med i asfalten og haltede siden noget efter hovedfeltet.

Derfor strøg sportsdirektør Alexander Sheffer op på siden af Nibali og tilbød ham den ulovlige assistance, som Nibali tog imod.

Vuelta-ledelsen har også ekskluderet Sheffer og udelukket Astanas anden sportsdirektørbil de næste to etaper.

Holdet meddeler videre, at Tiralongo er så medtaget af styrtet, at det i skrivende stund endnu er uvist, om han stiller til start på mandagens etape. Aru og Rosa er meldt klar.

Se også: Colombianer slår favoritterne i første Vuelta-udfordring

7 kommentarer
Vis kommentarer