Banecyklingens mangekamp gør Lasse Norman nervøs

Fokus har været på holdløb op til VM, og Lasse Norman Hansen ved ikke, hvad han skal forvente sig af omnium

Lasse Norman Hansen var en af tempomaskinerne i den danske 4000-meterkvartet, der slog verdensrekord og vandt VM-guld torsdag aften. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix
Lasse Norman Hansen var en af tempomaskinerne i den danske 4000-meterkvartet, der slog verdensrekord og vandt VM-guld torsdag aften. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix

Med to OL- og tre VM-medaljer i omnium er disciplinen ingenlunde fremmed for den danske banespecialist Lasse Norman Hansen.

Alligevel er der nerver på forud for lørdagens omnium ved VM, hvor Norman repræsenterer de rød-hvide farver.

- Før jeg tog afsted, snakkede jeg en del med landstræner Casper Jørgensen om, at omnium er den disciplin, jeg er mest nervøs for. Holdløbet har været førsteprioritet, og vi har trænet rigtig meget og kørt gode tider i træningen. Jeg har egentlig ikke været nervøs for holdløbet.

- Omnium har været en helt anden størrelse, og jeg har været rimelig nervøs for, hvordan jeg skulle gribe det an, siger Lasse Norman.

I en alder af 20 år fik Norman sit helt store gennembrud, da han vandt OL-guld i omnium i London.

Fire år senere fulgte han op med bronze i Rio, og det er egne meritter, der er med til at gøre Lasse Norman Hansen nervøs.

- Der er egentlig ikke noget pres på, men når man har den historie i omnium, som jeg har, kan man ikke undgå at være lidt ambitiøs.

- Det er både eget forventningspres og uvisheden i, at jeg ikke ved, hvordan jeg står i forhold til de andre, siger Norman.

28-årige Norman kører til daglig for holdet Alpecin-Fenix, som giver ham lov til at fokusere på banedrømmene ved siden af landevejscyklingen.

Norman er allerede sikker på at få en guldmedalje med hjem fra VM. Sammen med landsholdskollegerne Frederik Rodenberg Madsen, Rasmus Lund Pedersen og Julius Johansen slog han torsdag New Zealand i finalen i 4000 meter holdforfølgelsesløb og satte samtidig verdensrekord for tredje gang under VM.

Søndag deltager Lasse Norman Hansen i parløb, og det bliver dermed den tredje disciplin, han stiller op i på fem dage.

0 kommentarer
Vis kommentarer