Som en af Astana-holdets mest succesrige ryttere i de senere år er Michael Valgren en eftertragtet herre i det professionelle felt, og det skruede hans pris højt i vejret, da hans agent hen over sommeren skulle sikre ham en kontrakt for de kommende år.
Så hastigt voksede prisen på årets vinder af Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race, at Astana måtte stå af ræset, selv om teamledelsen hellere end gerne ville have forlænget hans kontrakt.
- Jeg kan ikke sige, at Astana er et lille hold, men hvis en rytter forlanger ti millioner, så er det ikke sådan, at vi har dem i baglommen og bare giver dem væk, siger teammanager Dmitrij Fofonov i et interview med velo-club.net på spørgsmålet om, hvorvidt det er blevet sværere at konkurrere rent økonomisk i feltet.
- Der skal være rimelighed i tingene. Enhver rytter har sin værdi, og vi kan ikke bare smide penge ud gennem vinduet, siger Fofonov.
- Der er hold, der er parate til at satse alt på én rytter for at forbedre resultat-statistikken. Vi foretrækker snarere at satse på unge ryttere, at forme dem og udvikle dem. Hellere det end at hente en rytter for enhver pris og smide ham ind i kampen.
Konkret om Valgren siger Fofonov, at Astana var yderst tilfreds med hans indsats i de to år, han var ansat, og at han måske engang i fremtiden atter trækker i den turkis Astana-dragt.
- Fornyelse af kontrakter er altid kompliceret med økonomi, personlige mål, løfter og så videre. Man skal også tænke på samarbejdet internt på holdet. Man kan købe sig til alle stjernerytterne, men kan de samarbejde?
- Det er først og sidst det vigtigste, siger Fofonov.
I interviewet lader den kasakhiske teammanager forstå, at Jakob Fuglsang fortsat er inde i billedet som Grand Tour-kaptajn, idet han fastslår, at de klatrestærke Izagirre-brødre er indkøbt til at støtte Fuglsang og colombianeren Miguel Angel Lopez i bjergene næste år.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger forlangte Michael Valgrens agent en årsløn på 1,2 mio. euro – knapt ni millioner kroner – til danskeren, da kampen om hans underskrift spidsede til under Tour de France. Valgren endte med at skrive kontrakt med sydafrikanske Dimension Data.
Ekstra Bladet har kontaktet Dmitrij Fofonov for en uddybende kommentar, men han meddeler i en sms, at han holder ferie.
Efter jubel-år: Dansk sportsstjerne gift med kæresten
Dansker-epidemien fortsætter: Skriver kontrakt med storhold