Bekymret for sprinterkonge: - En hård situation

Mark Cavendish er ude på ubestemt tid, men ifølge hans chef er det ikke den gamle virussygdom, der er problemet

Mark Cavendish har problemer med formen med lidt mere end tre måneder til Tour de France-starten. Foto: Ritzau Scanpix
Mark Cavendish har problemer med formen med lidt mere end tre måneder til Tour de France-starten. Foto: Ritzau Scanpix

Drømmen om at overgå Eddy Merckx' rekord på 34 Tour de France-etapesejre synes mere og mere problematisk for 33-årige Mark Cavendish.

Briten, der står noteret for 30 styk, har ikke stillet op til nogen løb, siden han trak sig fra anden etape af Paris-Nice 11. marts.

- Vi er nødt til at se, hvordan det går. Han træner i øjeblikket, så vi ved ikke rigtigt, hvornår han kommer tilbage. Vi håber, det er snart, men vi er ikke sikre endnu, lyder det fra  Dimension Data-bossen Doug Ryder til Cyclingnews.

- Jeg kan ikke sige det. Alt tager tid. Der sker en masse i øjeblikket, men en comeback-dato kan jeg ikke sige noget om endnu, lyder det lettere kryptisk fra Ryder.

Sprinteren har lidt af Epstein-Barr-virus de seneste år. Både i 2017 og 2018 gik virussen, der blandt andet forårsager kirtelfeber, i udbrud, og det kostede selvsagt på cyklen.

Til spørgsmålet om hvorvidt Cavendishs manglende deltagelse i cykelløb skyldes virussen, bliver svaret dog ikke mindre kryptisk.

- Nej, der foregår en masse ting i processen for tiden. Det er hårdt.

- Han har trænet godt, og han har gjort alt det nødvendige, men vi venter bare og ser. Der er faktisk ikke nogen opdatering vedrørende ham. Han er helt sikkert på sporet. Han er professionel. Han vil køre på sin cykel og gøre det bedste, han kan. Men det er en hård situation, siger Doug Ryder.

Mark Cavendish kørte både Vuelta a San Juan i Argentina i slutningen af januar og begyndelsen af februar samt UAE Tour i Emiraterne i februar, men måtte altså trække sig tidligt fra Paris-Nice.

Han missede Milano-San Remo for første gang i ti år, og det lader heller ikke umiddelbart til, at forårsklassikerne i april kan bruges til at pudse formen af, inden Tour de France starter 6. juli.

Mark Cavendish har de seneste år ikke lagt skjul på, at hans sidste store mål er at overgå Eddy Merckx' 34 etapesejre i verdens største cykelløb.

Mark Cavendish måtte trække sig på anden etape i Paris-Nice og har ikke været i aktion siden. Foto: Ritzau Scanpix
Mark Cavendish måtte trække sig på anden etape i Paris-Nice og har ikke været i aktion siden. Foto: Ritzau Scanpix

Se også: 20-doblet siden Bjarne Riis: - Hyklerisk at sige stop

Se også: Hylder Fuglsang: Nummer et blandt Tour-favoritter

Peter Secher og Patrick Nielsen går sammen om at få gang i bokserens karriere. Foto: Jonas Olufson Sport og Spil Rocker-advokat bliver Patrick Nielsens nye manager

2 kommentarer
Vis kommentarer