Bevæget Mads Würtz: Det har været halvhårdt

Mads Würtz Schmidt skubbede de mørke tanker i baggrunden, bankede alle konkurrenterne og kan nu kalde sig dansk mester i cykling

Trods en hård periode gjorde Mads Würtz Schmidt alt rigtigt, da han søndag vandt DM. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Trods en hård periode gjorde Mads Würtz Schmidt alt rigtigt, da han søndag vandt DM. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Der var forløsning for alle pengene, da Mads Würtz Schmidt søndag kørte først over målstregen og blev dansk mester i cykling.

På sejrsskamlen i Give funklede øjnene med antydningen af en tåre, da han iførte sig dannebrogstrikoten og tonerne af nationalhymnen proklamerede ham som landets bedste cykelrytter.

For den 27-årige randrusianer havde blot et par dage forinden fået bekræftet mistanken om, at han heller ikke i år skal repræsentere Israel Start-Up Nation i Tour de France. En mistanke, der havde naget siden Critérium du Dauphiné og gjort ugerne op til DM vanskelige.

- De sidste uger siden starten på Dauphiné har jeg været ret stresset og halvpresset over, at vi skulle køre for udtagelse til Touren – og jeg kunne godt læse mellem linjerne, at jeg nok ikke kom til at køre Touren.

- Jeg synes, at jeg har kørt godt, men ikke rigtig fået noget ud af det. Så at køre først over stregen her er en form for forløsning ovenpå en halvhård periode, hvor tingene ikke var helt med mig.

'Jeg er super lykkelig'
- Jeg har faktisk tænkt de seneste par år, at det kan være, at jeg aldrig bliver danmarksmester. Men nu er jeg det. Jeg er super lykkelig over det. Det er så megafedt, siger Mads Würtz Schmidt til Ekstra Bladet.

Han er tidligere junior- og U23-verdensmester i enkeltstart, så han er bekendt med at trække specielle trøjer over hovedet. Men det er alligevel anderledes med den rød-hvide mesterskabstrøje.

- Det er svært at sætte op mod hinanden. Men et danmarksmesterskab med det felt, vi har af danske ryttere lige for tiden, det er kæmpestort. Det her er en trøje, jeg kan tage ud og træne i hver eneste dag – ikke kun, når jeg sidder på min enkeltstartscykel.

- Jeg kan køre cykelløb i den. Det er kæmpestort, siger Mads Würtz Schmidt, der allerede skal i ilden torsdag og søndag for sit hold.

- Så må vi se, om de kan nå at få lavet en trøje til mig der, siger han med et grin.