Bihulebetændelse spolerer danskers Vuelta-deltagelse

Randrusianeren Mads Würtz Schmidt har ikke kunnet træne ordentligt efter penicillinkur og misser Vueltaen

Mads Würtz Schmidt har kontrakt med det israelske World Tour-hold to sæsoner endnu. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mads Würtz Schmidt har kontrakt med det israelske World Tour-hold to sæsoner endnu. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Cykelrytteren Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation) skal alligevel ikke deltage i Vuelta a España.

Han har været ramt af sygdom og ikke kunnet forberede sig ordentligt til årets sidste grand tour, og derfor bliver han ikke en del af det.

Det skriver han i en sms til TV2 Sport.

- Jeg udgik af BinckBank Tour med sygdom, som viste sig at være bihulebetændelse. Jeg kom på penicillin og fik gjort kål på betændelsen, men jeg kunne ikke træne under hele forløbet, så i alt gik der ti dage, hvor min krop var for svag til at træne.

- Derfor er jeg bare ikke klar til at skulle køre Vuelta, skriver den ærgerlige dansker.

Uden deltagelsen i Vueltaen kommer han igennem 2020 uden at have kørt en grand tour.

I 2019 deltog han i Tour de France, og året før kørte han Giro d'Italia, men den 26-årige randrusianer har aldrig kørt Vueltaen.

Han har kontrakt med det israelske World Tour-hold to sæsoner endnu.

1 kommentar
Vis kommentarer