Bindegale Voigt må opgive: Nåede 'kun' fire maratonløb

Den tidligere cykelstjerne Jens Voigt måtte lørdag afbryde sit syv etaper lange velgørenhedsløb, hvor han dagligt ville løbe et maratonløb. En infektion i venstre ben stoppede den tyske jernmand

Jens Voigt kørte det meste af sin karriere som højt betroet hjælperytter og vandt stor respekt i feltet. Foto: Claus Bonnerup.
Jens Voigt kørte det meste af sin karriere som højt betroet hjælperytter og vandt stor respekt i feltet. Foto: Claus Bonnerup.

Den engang uopslidelige cykelrytter Jens Voigt har i sit sportslige otium vist sig uvant sårbar, idet han lørdag måtte opgive sin ambition om at skabe opmærksomhed om cancer ved at løbe syv maratonløb på syv dage.

Det tog dog fire hele maratonløb, før Voigt strakte våben og erkendte, at en bakteriel infektion i venstre ben ikke lod sig overvinde af ren jernvilje og høj smertetærskel.

- Jeg må indrømme, at mere eller mindre hvert skridt smertede mig en smule. Jeg krydser fingre for i morgen, skrev Voigt på sin Facebook-side fredag efter det fjerde maratonløb og dokumenterede sin skade med flere fotos.

Lørdag var det så slut i kraft af lægeligt dekret. I stedet cyklede Voigt ved siden af sine følgere, da de satte ud på det femte af de syv maratonløb. Voigt er kendt for slagordet ’shut up legs’ – hold kæft, ben – som han snerrede i sadlen, når benene klagede sig under den ekstreme belastning.

Benene – ikke det venstre, i det mindste – adlød ikke ordre denne gang, men Voigt har givetvis alligevel opnået, hvad han ønskede, nemlig at skabe øget fokus på kræftbekæmpelse.

Jens Voigt takker af på Facebook og beklager over for sine mange fans, at han ikke kan gennemføre sin plan:

- Naturligvis er jeg endeløst frustreret. Det var en snigende død. Efter tredje dag var benet en smule rødt, og nu går det slet ikke mere. Det var lige før, at lægen fik mig indlagt, siger Jens Voigt til rbb24.de.

Sidste år satte Voigt, der er bosat i Berlin, sig for at bestige det lokale 90 meter høje Teufelsberg så mange gange, at det svarede til at køre op på toppen af Mount Everest. Formålet var at indsamle penge til kræftbekæmpelse.

I løbet af 27 timers uafbrudt kørsel nåede han sit mål om at køre 8.845 højdemeter og indsamlede mere end 25.000 euro.

Jens Voigt stillede 17 gange til start i Tour de France, hvor han vandt to etaper. Han opnåede i Danmark stor popularitet, da han i syv sæsoner kørte for Bjarne Riis' hold. Han var en af de mange ryttere, der vendte Riis ryggen for at fortsætte på det luxembourgske storhold Leopard Trek i 2011.

Han kørte på holdet til og med 2014 og indstillede derpå sin karriere på landevejen.

Se også: Cykelverdenen i rødglødende forsvar: Sagan skulle ALDRIG bortvises

Se også: Voigt overgår sig selv: Så bindegal er hans januar

Kim Andersen og Bjarne Riis har lagt gammelt nag bag sig og er igen gode venner. Foto: Claus Bonnerup Cykling - 22. jun. 2017 - kl. 22:32 Fyret af Riis for tillidsbrud: Nu krammer de igen

6 kommentarer
Vis kommentarer