Blev mistænkt: - Svært at føle stolthed

I 15 år har Martin Mortensen levet af at køre på cykel. Nu glæder han sig til et liv, hvor han ikke bliver mistænkt for doping, når han gør det godt på jobbet

Farvel og tak! Martin Mortensen stopper som professionel cykelrytter. Foto: Ernst van Norde.
Farvel og tak! Martin Mortensen stopper som professionel cykelrytter. Foto: Ernst van Norde.

Den dag i september, da Mads Pedersen vandt sit verdensmesterskab i Yorkshire, skød også veteranen Martin Mortensen først over stregen i det, der skulle vise sig at blive hans sidste cykelløb i en 15 år lang karriere.

Sønderborgløbet, Sønderborg Cykle Klubs årlige byfest med ringridderpølser på grillen dagen igennem ved målet ud for Kirke Hørup Savværk på Sydals, blev det sidste minde, Mortensen tager med sig.

Der bliver ikke plads til ham på det professionelle hold, Bjarne Riis forventes at tørne ud med i næste sæson. Det fik han at vide for et par uger siden, og så trak Mortensen stikket.

- Ingen vinder et cykelløb uden videre. Man skal være i form, og jeg er stolt af, at jeg er i min bedste form til det sidste. Jeg slutter, mens det stadig er sjovt at være med, siger Martin Mortensen, som har kørt på alle niveauer i sporten i sine 15 år som cykelrytter. 

Hans sejre er få. Han har ofte været arbejdsmanden, der har slæbt det tunge læs i løb efter løb uden at vinde anerkendelse for det i den brede offentlighed. Til gengæld har samme offentlighed ikke sparet ham i den kollektive fordømmelse af en sport, der er martret af dopingmistanke.

Karrieren stopper, men Martin Mortensen kommer nok ikke til at slippe cyklen helt. Foto: Ernst van Norde.
Karrieren stopper, men Martin Mortensen kommer nok ikke til at slippe cyklen helt. Foto: Ernst van Norde.

Doping har været et vilkår hele vejen igennem. Mistanken om doping kastede en skygge over sporten længe før, Mortensen kørte sit første løb, men i den verden kommer tvivlen hverken de skyldige eller uskyldige til gode.

- I de første år fortalte jeg ikke alle og enhver, at jeg var cykelrytter. Det var svært at føle stolthed over at være cykelrytter dengang, for der var sgu ingen, der troede på, at nogen kørte rent, siger Martin Mortensen.

- Kørte man stærkt, blev man beskyldt for at være dopet. Sådan er det nok stadig til en vis grad, men dengang var det særligt slemt. Der er en kæmpe forskel på dengang og nu. 

Selv holdt han sig fra sprøjten, forsikrer han. End ikke et skud af det præstationsfremmende kortison, som er tilladt uden for konkurrence som antiinflammatorisk middel, har han fået. Ikke engang dengang, han kørte på ‘kortisonholdet’ Vacansoleil, siger han.

- Jeg afviste det. Jeg har aldrig taget noget. Jeg har bare trænet hårdt. Jeg har trænet mere end de fleste.

- Hvis jeg havde dopet mig, havde jeg uden tvivl fået mere ud af karrieren. Det har bare altid været mit udgangspunkt at køre rent, siger Mortensen.

- Jeg har sgu været bitter nogle gange, når jeg har set folk vinde og score de store kontrakter, og det så har vist sig, at de var dopet.

- Tag sådan en fyr som Stefan Denifl. Han tog den lette vej, ikke? Trænede det halve og dopede sig for resten, så han fik tid til familien, siger Mortensen om sin tidligere holdkammerat, som i år blev fældet i bloddopingsagen Operation Aderlass.

Martin Mortensen sluttede karrieren på kontinental-mandskabet Team Waoo. Foto: Jens Dresling
Martin Mortensen sluttede karrieren på kontinental-mandskabet Team Waoo. Foto: Jens Dresling
 

- Jeg skød ikke genvej. Jeg har altid trænet hårdt, og jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg har meldt fra til familiesammenkomster eller har afbrudt familiehygge for at passe min træning, siger Martin Mortensen.

Denifl og Mortensen blev holdkammerater på storholdet Leopard Trek i 2011 og fortsatte sammen på Vacansoleil i 2012. Siden tog Mortensens karriere et dyk, mens Denifl fortsatte som professionel frem til sit fald fra tinderne, da han i år blev afsløret som bloddoper.

- Jeg har haft en god karriere, men havde der ikke været doping i feltet, så havde meget set anderledes ud, siger Mortensen.

- Jeg synes dog ikke, jeg har meget til gode. Jeg savner kun at have kørt en Grand Tour. Det fik jeg aldrig prøvet, men jeg har rejst verden rundt og har levet af min sport i 15 år.

- Nu ser jeg frem til et nyt liv, hvor man ikke havner under dopingmistanke hver gang, man gør det godt på jobbet, siger Martin Mortensen.

Blå bog

Født 5. november 1984 (34 år)

---- 

Hold:

2019 Team Waoo (kontinental)

2018 Riwal CeramicSpeed (kontinental)

2017 ColoQuick CULT (kontinental)

2016 One Pro Cycling (prokontinental)

2015 Cult Energy Pro Cycling (prokontinental)

2014 Cult Energy Vital Water (kontinental)

2013 Concordia Forsikring - Riwal (kontinental)

2012 Vacansoleil (World Tour)

2011 Leopard Trek (World Tour)

2009-10 Vacansoleil (prokontinental)

2007-08 Team Designa Køkken (kontinental)

2006 VC Roubaix, Frankrig

2005 Differdange, Luxembourg

2004 Herning Cykle Klub

---- 

Største resultater:

Nummer 4 - VM enkeltstart U23 (2005)

Vinder - Tro Bro Leon (2016)

Nummer 2 - DM landevej (2011, 2015)

Nummer 4 - Danmark Rundt (2010)

Vinder - Czech Cycling Tour (2014)

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Doping fra start

Da Martin Mortensen som nyuddannet cykelmekaniker i 2006 rykkede til cykleklubben VC Roubaix i Frankrig og flyttede ind på et klubværelse i tilknytning til byens legendariske velodrom, stod det ham hurtigt klart, at doping ville blive et tema i hans karriere.

Året forinden var han blevet nummer fire ved U23-VM i enkeltstart, og den præstation måtte være opnået ved hjælp af doping. Det syntes hans nye holdkammerater at være overbevist om.

- På den første træningslejr med holdet kom jeg en dag hjem fra en lang træningstur og fandt alt gennemrodet på mit værelse, fortæller Mortensen.

- Fire gutter sad med alle mine ting spredt om sig og ville have svar på, hvad jeg brugte. Ingen af dem havde fantasi til at forestille sig, at jeg kunne bliver nummer fire ved VM uden at bruge noget.

- Jeg forklarede dem, at jeg bare trænede mere end dem. De var med garanti på et eller andet, men jeg kørte fra dem i hvert eneste løb alligevel.

- For mig var det et bevis på, at jeg kunne komme langt med hård træning, talent og vilje. Det har altid været nok for mig, siger Martin Mortensen.

Mindre tid på cyklen og mere tid til familien. Foto: Ernst van Norde.
Mindre tid på cyklen og mere tid til familien. Foto: Ernst van Norde.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Ujævn karriere

En 15 år lang rutsjebanetur med bratte sving, dybe fald og stejle kurver. Sådan har Martin Mortensens karriere tegnet sig, og til trods for flere karrieredyk, som han gerne havde været foruden, har turen været det hele værd, siger han.

- Cykelsporten er et barsk miljø, hvor der er kontant afregning her og nu, men jeg har følt en stor glæde ved at være cykelrytter hele vejen igennem, siger Martin Mortensen.

- Mit største mål, da jeg blev professionel i 2009, var at komme til at køre brostensklassikeren Paris-Roubaix, og nu kan jeg se tilbage på en karriere, hvor jeg har kørt de fleste af de store klassikere.

Karrierens største resultat blev sejren i endagsløbet Tro Bro Léon i Bretagne i 2016. Løbet sammenlignes ofte med Paris-Roubaix på grund af dets mange strækninger med grus og brosten.

Nu kan Martin Mortensen hænge cyklen på hylden for altid. Foto: Ernst van Norde
Nu kan Martin Mortensen hænge cyklen på hylden for altid. Foto: Ernst van Norde
 

En sejr i et sådant løb resulterer almindeligvis i flere kontrakttilbud, men Mortensen måtte køre sæsonen til ende uden at blive prikket på skulderen.

- Jeg fik så tre gode år på kontinentalniveau I Danmark og havde håbet på en sidste professionel kontrakt på Riis’ hold, hvis der kommer et. 

- Det får jeg ikke, og så vil jeg hellere stoppe, mens legen er god. Jeg har nydt mit liv som cykelrytter, og jeg er lettet over, at jeg kan stoppe uden at være brændt ud.

Martin Mortensen er fra nytår sikret job i Virtu Cycling Group, hvor han bliver knyttet til Virtu Gear, der sælger cykeltøj.

Se også: Medie: Dansk stortalent til spansk storhold

Se også: Transcyklist vækker harme: - Uretfærdigt

Se også: Efter to år: Dansk cykelchef stopper

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere