Bombe rammer cykelsporten: Kæmpesponsor trækker stikket

Den britiske mediegigant Sky indstiller sit sponsorat af verdens største cykelhold Team Sky, når 2019-sæsonen er udløbet

Ekstra Bladets cykelkommentator, Michael Rasmussen, udlægger her sagen. Producer: Martin Lorentsen

Når 2019-sæsonen er ovre, findes verdens største cykelhold under navnet Team Sky ikke længere.

Det meddeler det succesrige britiske mandskab selv på deres hjemmeside her til morgen.

Nyheden om holdets stop kommer helt ud af den blå luft.

Det er således ikke mange måneder siden, at holdet meddelte, at de havde skrevet en uhørt lang femårig kontrakt med sportens måske allermest lysende etapeløbs-talent Egan Bernal, ligesom Tour-vinder Geraint Thomas også forlængede sin kontrakt med den britiske magtcentral tidligere på året.

Hør Michael Rasmussens udlægning af stoppet i tv-klippet herover

I alt hvad holdet har foretaget sig, har signalerne været, at holdet ville være her i mange år endnu, og derfor rammer morgenens nyhed som en bombe lige ned i centrum af sporten.

Ingen havde set det stop komme.

Danske Carsten Jeppesen (th.) har været en fremtrædende figur på Team Sky de seneste sæsoner. Foto: Claus Bonnerup
Danske Carsten Jeppesen (th.) har været en fremtrædende figur på Team Sky de seneste sæsoner. Foto: Claus Bonnerup
 

Holdets ledelse er dog ikke klar til at lægge selve cykelholdet i graven, selvom de mister Skys mange, mange, mange millioner, som de især har brugt på at dominere sporten de seneste år.

- Selvom Sky rykker videre i slutningen af næste år, så er holdet åben overfor fremtiden og muligheden for at arbejde med en ny partner. hvis den rette mulighed skulle opstå.

- Vi er ikke færdige på nogen måde. Der er endnu et spændende år foran os, og vi vil gøre alt, vi kan for at få mere Team Sky-succes i 2019, lyder det fra Team Skys boss Dave Brailsford.

Sky gjorde deres indtog i cykelsporten tilbage i 2010, hvor holdets officielt erklærede målsætning var at få den første engelske vinder af Tour de France nogensinde.

Efter et debutår med en del bump på vejen fandt det britiske storhold for alvor melodien, og i 2012 lykkedes holdet med deres målsætning, da Bradley Wiggins kunne lade sig hylde som den første engelske vinder af Tour de France, da han tronede øverst på sejrsskamlen på Champs Elysees foran landsmanden Chris Froome, i øvrigt.

Wiggins vandt som den første brite nogensinde Tour De France i 2012. Foto: AP
Wiggins vandt som den første brite nogensinde Tour De France i 2012. Foto: AP
 

Siden har Sky udviklet sig til at være sportens med afstand største og stærkeste mandskab og har især i sportens tre-ugers etapeløb spillet overordentligt meget med musklerne og vist dominans i uhørt grad, ikke mindst i bjergene.

Især i Tour de France har Team Skys dominans været total, og holdet har vundet seks af de seneste syv løb i det franske, hvor Chris Froome med fire, Wiggins med en og den nuværende Tour-vinder Geraint Thomas med en sejr har sat en mængde gule førertrøje i sejrsskabet.

Holdet har samlet vundet otte Grand Tours (Seks Tour, en Giro og en Vuelta), 52 andre etapeløb og 25 endagsløb i løbet af deres indtil videre ni år i sporten.

Se også: Revser Bjarne Riis' luftkastel: Der sker jo ingenting

Se også: Tour-vinder latterliggør supersprinter og tidligere holdkammerat

Se også: Storholdet holder vejret: Nu vil udskældt læge fortælle alt

105 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere