Breschel bankede alle på brutal kongeetape

Matti Breschel var stærkeste mand på kongeetapen i Vejle i årets Post Danmark Rundt

Det kan godt være, at Danmark er et stort set pandekagefladt land uden skrappe bjerge til at tynde ud blandt klodens allerstærkeste klatrere.

Men det forhindrer bestemt ikke, at lille Danmark kan lægge asfalt til et fremragende cykelløb, for et sådant var vi vidne til i dag på kongeetapen i og omkring Vejle.

Masser af små, skrappe stigninger på over 20 procent smadrede feltet totalt, og til sidst var det Matti Breschel, der skilte sig ud som dagens stærkeste mand, da han for fjerde i karrieren var hurtigste mand på den vigtige etape i Vejle.

Lars Bak er ny mand i den gule førertrøje, hvor den hidtidige indehaver Lars Boom gik kold på rundstrækningen i Vejle.

Se også: Tinkoff-Saxo-kaptajn melder sig klar til Kiddesvej

Forud var gået et dramatisk og hårdt cykelløb, hvor fårene blev skilt fra bukkene. To store navne røg fra allerede inden det blev stejlt inde i Vejle.

To af etapens store favoritter, begge tidligere vindere på Kiddesvej i Vejle, Lars Petter Nordhaug og Jakob Fuglsang, styrtede. Sky-rytteren måtte udgå som følge af styrtet, mens Jakob Fuglsang røg langt efter feltet og nåede aldrig tilbage til fronten. Blødende fra albuen med iturevet hud, og flosset trøje på ryggen. For andet år i træk bliver Post Danmark Rundt en hæslig oplevelse for Fuglsang.

Allerede inden styrtet havde Tinkoff-Saxo buldret af sted med omkring 50 kilometer til mål, og deres hårde tempo rev feltet i stumper og stykker. Snart var kun omkring 40 mand samlet forrest i feltet, og dagens lange udbrud blev snart kørt ind.

Den skrappe stigning på Christian Winthers vej krævede sine store ofre. Den gule førertrøje Lars Boom kom i problemer på stigningen med procenter op på 23, og han mistede terræn, mens Tinkoff-Saxo fortsat havde fem mand forrest. Boom fik dog akkurat slæbt sig op igen, men det var kun en stakket frist.

Se også: Nyt dansk hold på vej? Hembo klar i kulissen

Jay McCarthy, Jacques Janse van Rensburg og Kanstantsin Sioutsou kørte væk, mens hovedfeltet lige trak vejret ind. Det varede dog ikke længe, inden trioen blev til en duo, da Sioutsou pludselig styrtede brutalt få meter inden en en kort brostenspassage skulle forceres.

Da rytterne nåede rundstrækningen inde i Vejle, var det dog slut for de to resterende ryttere. 20 kilometer før mål og rundstrækningen blev indledt, Der blev lagt fra nyt pres på fra Tinkoff-Saxo. Matti Breschel hamrede op ad Kiddesvej for første gang, og danskeren splittede fuldstændig gruppen, men han måtte slippe gaspedalen lidt for at få holdkammerat og kaptajn Chris Juul Jensen med.

Ni ryttere skilte sig ud efter stigningen første gang. Breschel, Juul-Jensen, Rasmus Guldhammer og Troels Vinther fra Team Cult, Marco Marcato fra Wanty-Gobert, Lars Bak fra Lotto, Patrick Konrad fra Boran, Gerald Ciolek fra MTN og Alexander Kamp fra det lille danske kontinentalhold Colo Quick.

Førertrøjen Boom var helt væk. Ingen holdkammerater var der til at hjælpe, og kræfterne rakte heller ikke til selv at sidde med. Han gled langsomt længere og længere bagud og var næsten to minutter efter i mål. Fuglsang må bare ærgre sig endnu mere over sit uheldige styrt. Han havde med garanti været med helt fremme uden uheldet.

Der blev kørt mere moderat op over Kiddesvej de næste to gang, og alle ni mand sad samlet henover målstregen, da den blev passeret for næstsidste gang. Der var 30 sekunder ned til de nærmeste forfølgere, og det stod klart, at det var blandt de ni, etapen skulle afgøres.

Se også: Manden i førertrøjen: Den etape bliver afgørende

Inde på de afgørende kilometer var det tæt på, at Colo-Quicks Alexander Kamp fik skabt sensationen. Han stak et par kilometer fra mål og fik et flot hul, men inde på Kiddesvej blev han hentet, hvor en stærk Breschel nok en gang tog teten på stigningen.

Breschel holdt tempoet hele vejen til målstregen, og for fjerde gang i karrieren kunne han sikre sig sejren på kongeetapen i Post Danmark Rundt.

Lars Bak er ny mand i den gule førertrøje, men åndes dog tungt i nakken af både Christopher Juul og Marco Marcato på de efterfølgende pladser.

En fantastisk etape vi var vidne til i dag, hvor udskillelsen skete tidligere end de andre år. En brutal etape endte med dansk gevinst, det var i øvrigt den første danske etapesejr i år.

13 kommentarer
Vis kommentarer