Breschel giver alt for Sagan

Matti Breschels største drøm er at vinde en af de store forårsklassikere, men før Flandern Rundt lader han ingen i tvivl om, at det er Peter Sagan, alle på Tinkoff-Saxo kører for

Matti Breschel kører søndag som luksushjælperytter for superstjernen Peter Sagen i monumentet Flandern Rundt. (Foto: Ernst Van Norde).
Matti Breschel kører søndag som luksushjælperytter for superstjernen Peter Sagen i monumentet Flandern Rundt. (Foto: Ernst Van Norde).

KORTRIJK (Ekstra Bladet): Efter Milano-Sanremo fik Matti Breschel en over nakken på Twitter af Tinkoff-Saxo-teamejer Oleg Tinkov for at have kørt ’latterligt dumt’ i forhold til superstjernen Peter Sagan, som igen ikke vandt en af de store klassikere.

Søndag får slovakken en ny chance i monumentet Flandern Rundt, og denne gang kan han regne 100 procent med Breschel. Det forsikrede den danske klassikerrytter fredag aften, da Ekstra Bladet traf ham ved Tinkoff-holdets hotel i Kortrijk.

Se også: Riis er væk - og så fik stjernen smæk

- Vi hjælper alle sammen Peter, men jeg bliver holdt ude af det hele til at begynde med, sagde Matti Breschel, som venligt, men bestemt afviste at kommentere de seneste dages drama på holdet med Bjarne Riis’ utidige exit. Lige nu taler ingen på holdet med journalister om andet end cykelløb.

- Missionen er, at både Peter og jeg skal sidde der i finalen, og så må man se, hvordan det udvikler sig derfra. Jeg skal have holdets hjælp til at sidde sammen med Peter i finalen, så det gælder for mig om at holde mig til.

- Sker der noget i finalen, så er det mig, der skal lukke hullerne og sikre, at Peter sidder i den bedst mulige position, sagde Breschel.

Matti Breschel måtte en tur i brostenene i Gent-Wevelgem. (Foto: Zuma Press) Cykling - 30. mar. 2015 - kl. 08:12 Ramt af orkan-stød: Brækkede næsen i vanvittigt løb

Sagan kører løbet under et enormt forventningspres. Han er i flere år blevet anset for at være storfavorit i de store klassikere, og han er hentet til Tinkoff-Saxo for netop at sikre de helt store triumfer, men Breschel oplever ikke, at slovakken er tynget af det.

- Han virker meget afslappet og cool, så det lader ikke til, at han er synderligt påvirket af det forventningspres, der hviler på ham, sagde Matti Breschel, som heller ikke selv synes at være presset. En klassikersejr har været på hans ønskeliste altid, og det har ikke ændret sig, selv om han nu er blevet luksushjælperytter for en af tidens største stjerner.

- Jeg drømmer stadig om at vinde løb som Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Det kræver også noget held, og det kan godt være, det ikke bliver i år. Men det vil altid være en drøm, siger Breschel.

Se også: Livet efter Riis: Hvad sker der med de danske ryttere?

- Nu er bare Peter, vi kører for, og som vi helst vil vinde med. Jeg er en joker, og det er sgu næsten sådan, jeg allerhelst vil have det. Så lægger jeg ikke så meget pres på mine egne skuldre.

- Det betyder, at jeg kan flyve lidt under radaren og ikke være den, der er størst fokus på, sagde Breschel.

- Vi skal køre som et hold fra kilometer nul og forsøge at sætte alle mand i front og lave en ’mur’ for at beskytte Peter og selv styre tempoet, sagde Breschel.

Seks danskere stiller til start i Flandern Rundt. Ud over Breschel er det Michael Mørkøv og Christopher Juul Jensen (Tinkoff-Saxo), Lars Bak (Lotto-Soudal), Lasse Norman-Hansen (Cannondale-Garmin) og Magnus Cort (Orica-GreenEdge).

7 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere