Brød sammen i gråd: - Det var et stort chok

Hollænderen Nils Eekhoff brød sammen i gråd, da han fredag blev diskvalificeret efter at have vundet VM for U23-ryttere

Nils Eekhoff nåede at være verdensmester i 15 minutter. Foto: Tariq Mikkel Khan
Nils Eekhoff nåede at være verdensmester i 15 minutter. Foto: Tariq Mikkel Khan

HARROGATE (Ekstra Bladet): Dramaet om Nils Eekhoff, der fredag strøg først over stregen i U23-rytternes VM-løb og siden blev diskvalificeret, fik ved midnat en ny dimension, da den unge hollænder selv kommenterede sagen på Twitter.

Eekhoff kunne nemlig bekræfte forlydender, der hele aftenen havde løbet i pressecentret, men som Ekstra Bladet og andre medier ikke havde kunnet få bekræftet: Han rev sin skulder af led i det styrt 125 kilometer fra mål, som indirekte førte til hans opsigtsvækkende diskvalifikation.

Han fik den sat på plads og indledte sin jagt på feltet. Det skete ifølge løbsjuryen på ulovlig vis, og Eekhoff blev kort efter at have passeret målstregen som vinder smidt ud af løbet for at have modtaget pace - altså ligget i ly for blæsten bag en servicevogn.

Ifølge UCI-pressechef Louis Chenaille skete det over en så lang strækning, at løbsjuryen ikke så anden udvej end at udpege en ny verdensmester. Der er tale om 'snesevis' af sekunder, men ikke over et minut.

- Verdensmester! Hvilken følelse ... men den varede kun i 15 minutter, skriver Eekhoff på Twitter.

- Jeg er stolt af min præstation. Selv om jeg led frygteligt på grund af en skulder slået af led, stoppede jeg ikke min kamp for at nå mit ultimative mål.

- Det var et stort chok at høre, at man havde diskvalificeret mig. Jeg mener oprigtigt, at beslutningen er forkert.

- Jeg vil aldrig nogensinde glemme disse bedste 15 minutter i mit liv. Jeg vender tilbage, skriver Eekhoff.

De sociale medier flyder over med støtteerklæringer til 21-årige Eekhoff, men efter alt at dømme er der intet at stille op for den unge rytter og det hollandske cykleforbund. Ny verdensmester blev italieneren Samuele Battistella.

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere