Brølstærk nordmand satte alle på plads i spurten

Edvald Boasson Hagen vandt anden etape af årets Post Danmark Rundt

Hagen
Hagen

Han er måske det største navn, der er med i Danmarks største årligt tilbagevendende begivenhed Post Danmark Rundt.

Det er ikke nødvendigvis lig med, at Edvald Boasson Hagen havde tænkt sig at leve op til sit renommé på de danske landeveje, men i dag i Aarhus viste nordmanden, at han bestemt vil være med, hvor det er sjovt, og han satte alle på plads i massespurten, der skulle afgøre årets anden etape.

Forud var gået en monsterlang etape på hele 235 kilometer, hvor adskillige angrebsforsøg blev forsøgt igennem hele dagen, men det hele var næsten samlet, da de ramte Jyllands hovedstad og omgangene i Aarhus.

Se også: Fuglsang vil forsvare Booms gule trøje

Her forsøgte løbets store navne at spille med musklerne, hvor både Jakob Fuglsang, Matti Breschel, Enrico Gasparotto, Michael Valgren, Magnus Cort, Rasmus Guldhammer og en yderst ihærdig Martin Mortensen alle forsøgte at komme en spurt i forkøbet.

Men der var styr på tingene, hvor MTN-Qhubeka forsøgte at holde det lukke til sidst for at holde deres brølstærke nordmand inde i spillet om etapesejren.

I spurten forsøgte manden i førertrøjen, Lars Boom, at blande sig, men han måtte dog hurtigt fortrække, da Boasson Hagen og andre hurtige folk spændte buen.

Se også: Løbsdirektør: Han slår danskerne og vinder løbet

Det blev til en stor triumf for det sydafrikanske mandskab i dag, da Boasson Hagen vandt foran MTN-holdkammeraten Kristian Sbaragli, mens det danske cykelhåb Søren Krag snuppede 3. pladsen lige foran Matti Breschel.

Boom er dog fortsat i førertrøjen inden morgendagens etape med mål i Vejle, hvor den hidsige stigning Kiddesvej venter rytterne. Her er det kun de stærkeste ryttere, der kan gøre sig gældende.

Danmark Rundt slutter på lørdag på Frederiksberg Allé i København.

3 kommentarer
Vis kommentarer