- Jeg er bare træt. Ja, jeg er egentlig bare mega træt.
Sådan lød ordene fra Cecilie Uttrup Ludwig til TV 2 Sport, da hun og resten af feltet søndag havde kørt 8. og sidste etape i kvindernes Tour de France, der sluttede med en hård opstigning til La Super Planche des Belles Filles.
Danskeren fra FDJ-holdet havde håbet på at kunne køre sig på podiet, men hun faldt i stedet to pladser ned i det samlede klassement og endte på syvendepladsen, knap ni minutter efter hollandske Annemiek van Vleuten (Movistar).
- Selvfølgelig er jeg skuffet, det var ikke det, jeg kom efter. Men jeg gav det et skud, jeg havde bare ikke benene i dag. Det skal man have på sådan en afsluttende stigning.
- Jeg kæmpede med det, jeg havde. Det var nok til en syvendeplads i år, men så kommer vi igen næste år, siger Cecilie Uttrup Ludwig, der blev nummer otte på sidste etape.
Her splittede Annemiek van Vleuten for anden dag i træk feltet fra hinanden og sikrede både sin anden etapesejr og den samlede Tour-sejr.
Cecilie Uttrup Ludwig kan glæde sig over, at hun formåede at vinde 3. etape i Touren.
- Når denne skuffelse lige sænker sig, tror jeg, vi kan være stolte, siger hun om sin og holdets samlede indsats i Touren.
Som mange andre er også danskeren imponeret over 39-årige Annemiek van Vleuten, der overvandt sygdom tidligt i Touren.
Hun endte med at vinde samlet med 3 minutter og 46 sekunder ned til landsmanden Demi Vollering (SD Worx).
- Hun er bare den bedste, siger Cecilie Uttrup Ludwig til TV 2 Sport om Annemiek van Vleuten.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
FIK DU LÆST?
Brandvarm i MLS: Mikael Uhre bomber videre