Den danske cykelrytter Chris Anker Sørensen er fortid som aktiv rytter efter denne sæson, men han bliver dog i sporten.
Således bliver han medejer på holdet Riwal CeramicSpeed, hvor han har slået sine folder i de sidste år af karrieren.
Det oplyser holdet i en pressemeddelelse.
- Vi er utroligt glade og stolte over at fortsætte samarbejdet med Chris, efter de to år han har været rytter på holdet, siger direktør Steffen Kromann.
- Med sin store erfaring og viden inden for cykelsporten vil han tilføje stor værdi til hele setuppet. Derfor er det oplagt, at han nu bliver medejer. Den beslutning er et udtryk for, hvor meget vi tror på det, han kan tilføje.
Chris Anker Sørensen har store ambitioner i den nye rolle. Han mener, at det er et fantastisk hold.
- Der er et godt kammeratskab, og det er blevet bygget op lige så stille over flere år. Den ånd, der er på holdet, vil jeg nok sammenligne lidt med den stemning, der også var på Team CSC, i sin tid. Ægte kammeratskab.
- Derfor føler jeg, at der virkelig er muligheder for, at det her hold kan udvikle sig til noget stort. Alt starter med et godt sammenhold, siger Chris Anker Sørensen, der vil skabe et "nyt dansk storhold".
- Jeg elsker jo cykelsport og vil gerne give en masse tilbage. Jeg synes, at arbejdet med unge cykelryttere er sindssygt spændende, og hvis jeg kan udvikle nogle kommende stjerner til Touren, ville det bare være fedt.
Når Sørensen træder ind som medejer fra begyndelsen af 2019, bliver det blandt andet i en rolle som forlænget arm for sportschef Michael Blaudzun, oplyser holdet.
Udråbt til Danmarks Zlatan: Nu sælger storklub dansk angriber
Fodboldspiller bryder tabu: Springer ud som homoseksuel
Her er Michael Rasmussens nye liv og kæreste