Chris Froome smadrer alle på kongeetapen

Briten Chris Froome (Sky) kørte først over målstregen på den hårde bjergetape i Critérium du Dauphine.

Chris Froome satte alle konkurrenterne til vægs på dagens etape i Dauphiné. (Arkivfoto: All Over)
Chris Froome satte alle konkurrenterne til vægs på dagens etape i Dauphiné. (Arkivfoto: All Over)

Selv om formen først skal kulminere i juli, viser en af de største Tour de France-favoritter, briten Chris Froome (Sky), allerede nu glimrende form forud for årets højdepunkt i Frankrig.

Lørdag kørte han først over målstregen på kongeetapen i Critérium du Dauphine.

Dagens 155 kilometer lange etape sluttede op ad en skrap kategori 1-stigning, hvor Froome satte alle til vægs og vandt med 17 sekunder ned til BMC-rytteren Tejay van Garderen.

I den samlede stilling er det nu Tejay van Garderen, der fører foran Froome med 18 sekunder inden søndagens sidste etape.

Rytterne blev lørdag udsat for i alt fem kategori 1-stigninger, og inden Froome stjal billedet, havde danske Chris Anker Sørensen fra Tinkoff-Saxo været med til at præge etapen, da han var med i et stort udbrud.

Med sig havde han blandt andre holdkammeraten Pawel Poljanski fra Polen, der viste sig at have bedre ben på dagen end danskeren.

Sørensen gav det sidste med godt 11 kilometer tilbage og måtte derefter slippe gruppen, hvorefter Poljanski flere gange satte angreb ind på de forreste, der var stukket af sted fra det oprindelige udbrud.

Samtidig viste løbets gule førertrøje, Vincenzo Nibali (Astana), svaghedstegn i favoritgruppen, hvorfra han blev kørt agterud.

Det var Chris Froome hurtig til at udnytte. Han satte yderligere fart på, og efter at have overhalet resterne af udbruddet befandt han sig pludselig forrest sammen med Tejay van Garderen.

Men Froome fortsatte uimodståeligt og kørte fra BMC-rytteren og vandt etapen. Van Garderen kunne i stedet glæde sig over at iføre sig førertrøjen, da Nibali aldrig kom tilbage.

Den forsvarende Tour de France-vinder gled endda helt ud af den samlede top-10 inden sidste etape søndag.

7 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere