Contador giver Tinkov igen: Han havde ikke evnerne

Alberto Contador har ikke mange rosende ord til overs for sin tidligere holdejer Oleg Tinkov

Tinkov og Contador sluttede bestemt ikke på god fod med hinanden. Foto: AP
Tinkov og Contador sluttede bestemt ikke på god fod med hinanden. Foto: AP

Det var tydeligt at fornemme, at klimaet mellem den nu forhenværende Team Tinkoff-holdejer Oleg Tinkov og holdets superstjerne Alberto Contador, ikke ligefrem lå mange grader over frysepunktet.

Oleg Tinkov langede i flere omgange ud efter sin spanske stjerne. Kaldte ham doven og uduelig. Hver gang antog Contador den diplomatiske mine og kommenterede ikke Tinkovs mange ubehageligheder.

I oktober gjaldede russeren en sidste gang og kaldte Contador en kedelig person, der aldrig tiltalte ham. At han aldrig drak champagne, og at de fleste ryttere på holdet ikke kunne lide ham til sidst.

Nu er Contadors tid på det russiske cykelhold forbi, og nu har spanieren langt om længe fundet anledning til at give igen på Tinkovs mange svinere. Den diplomatiske spanier får givet Tinkov igen på sin egen måde.

- Han har været en del af min karriere, som heldigvis er afsluttet nu. Jeg har nye udfordringer foran mig nu. Jeg gider ikke bruge min energi på ham. Han gør ingenting for mig. Han har mange penge, men han ved ikke, hvordan han skal bruge dem, siger Contador til den spanske radiostation Cadena Ser ifølge Cyclingweekly.

Tinkov fik til sidst nok af Contador, de andre ryttere og hele holdet og lukkede det med udgangen af 2016, og det var tilbage i oktober de seneste giftpile mod Contador fandt sted.

- Hvis de udtalelser kom fra en person, som du havde et godt forhold til, så ville du bekymre dig over det. I mit tilfælde påvirker det mig overhovedet ikke. Jeg er opdraget med et sæt værdier, heriblandt respekt, og man skal altid have respekt for mennesker.

- Der er mennesker, som måske ikke har det ligesådan. Sådan ser jeg på det. Jeg drikker champagne med mine venner - ikke med ham, lyder det fra Contador.

Forholdet mellem de to blev for alvor dårligt, da Tinkov købte holdet fra Bjarne Riis, og det blev helt skidt, da den danske teammanager blev fyret af den skøre russer, der beskyldte danskeren for at være uduelig og doven.

- Jeg vidste, at alt ville ændre sig, da Riis forlod holdet. Han var en holdleder, og han kunne styre et hold med, der havde 70 mennesker ansat. Du kan komme ind med en masse penge, men du er også nødt til at have evnerne til at styre det. Bjarne Riis havde dem, det havde Tinkov ikke, lyder det fra Contador.

Den spanske rytter skrev i løbet af sidste sæson en ny et-årig kontrakt med storholdet Trek-Segafredo, hvor hans store mål for sæsonen nok en gang bliver sommerens Tour de France.

Det er endnu uvist, hvorvidt Contador fortsætter karrieren efter 2017-sæsonen. Begge parter har option på en et-årig forlængelse.

Se også: Vrissen Tinkoff sviner Contador til

Se også: Storhold afslører: Contador var ikke førstevalget

Se også: Bjarne Riis' livsværk lukker som kasseret russisk legetøj

Læs historien om det tidligere danske cykelholds lukning, da Tinkov trådte ind:
Oleg Tinkovs respekt for Bjarne Riis blev på kort tid vendt til foragt, og til sidst gjaldt det alle danskere og alt dansk. Foto: Claus Bonnerup. Sport og Spil Sidste mand lukker og slukker

22 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere