Contador-hjælper får karantæne i fire år: - Det er helt håbløst

Portugiseren André Cardoso, som i 2017 var hjælperytter for Alberto Contador på Trek, er dømt ude efter halvandet år i venteposition. Sagen er helt håbløst håndteret, mener Michael Rasmussen

André Cardoso får karantæne i fire år - halvandet år efter han blev testet positiv. Foto: Ritzau Scanpix
André Cardoso får karantæne i fire år - halvandet år efter han blev testet positiv. Foto: Ritzau Scanpix

Tvivlen kommer i cykelsporten sjældent den anklagede til gode, og det gjorde den heller ikke i tilfældet André Cardoso. Han er blevet idømt fire års karantæne for epo-doping, selv om resultatet af en kontrolprøve var tvetydig og ikke bekræftede brugen af det potente bloddopingmiddel.

Den internationale cykleunion, UCI, meddelte torsdag, at Cardoso er idømt fire års karantæne som følge af en positiv epo-prøve foretaget 18. juni 2017. Det var kort før Tour de France, hvortil den klatrestærke portugiser var udtaget som vigtig hjælper for Alberto Contador på Trek-holdet.

Cardoso nægtede alt og satte sin lid til B-prøven, men sagen trak i langdrag, mens Cardoso, som i dag er 34 år, så sin karriere smuldre. Et helt år gik der, før cykelmediet Velonews kunne rapportere, at B-prøven var 'ufyldestgørende', men alligevel har UCI's antidopingtribunal altså idømt portugiseren den lange straf, som givetvis afslutter hans professionelle karriere.

- Det er helt håbløst, at en sådan sag skal tage halvandet år, og det er inhumant at hænge manden til tørre offentligt, mens hans liv og karriere bliver sat på pause, siger Ekstra Bladets cykelsportskommentator, Michael Rasmussen.

- I praksis sluttede hans karriere, da A-prøven blev offentliggjort. Uanset, om han er skyldig eller ej, så er der ingen, der samler sådan en rytter op, når han er suspenderet.

- Og når det så viser sig, at B-prøven end ikke bekræfter A-prøven, er det jo helt vanvittigt, at der skal gå næsten halvandet år, før sagen finder sin afgørelse, siger Michael Rasmussen.

Dommen over Cardoso bygger på det internationale antidopingagentur WADA's regler, som fastslår, at brug af dopingmidler kan konstateres uden bekræftelse fra en kontrolprøve, hvis antidopingorganisationen kan give 'en tilfredsstillende forklaring' på den manglende bekræftelse.

En sådan tilfredsstillende forklaring er altså, hvad UCI's antidopingorgan CADF har leveret. Cardoso, som konsekvent har bedyret sin uskyld hele vejen igennem den langstrakte sag, er således udelukket uden konkret fysisk bevis på, at han har gjort noget forkert.

- Rytternes retssikkerhed er skyllet ud i toilettet med denne afgørelse. Cardoso er ikke dømt, fordi det er hævet over enhver tvivl, at han har brugt doping. Han er dømt som konsekvens af rent smagsdommeri, siger Michael Rasmussen.

Ekstra Bladet har kontaktet CADF, som afviser at besvare mundtlige spørgsmål. UCI's pressechef, Louis Chenaille, har som oftest ikke ulejliget sig med at besvare opkald.

Jesper Frigast, som er juridisk konsulent i Anti-Doping Danmark, oplyser, at der i sagen utvivlsomt er sket en bevisbedømmelse, og at der altså ikke bare er foretaget et skøn. Han kender ikke detaljerne i Cardoso-sagen, men udtaler sig generelt.

- En atlet kan idømmes en sanktion, selv om der ikke er en positiv test, for der er andre måder at føre bevis på. Det kan for eksempel være ved hjælp af det biologiske pas og vidneudsagn, siger Jesper Frigast.

- Finder dommerne det bevist, at en atlet har brugt doping, kan han dømmes, selv om der ikke foreligger en positiv prøve, siger Frigast.

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix
 

Alberto Contador er overrasket over, at hans holdkammerat André Cardoso tilsyneladende er gået i doping-fælden. Foto: Claus Bonnerup Cykling - 30. jun. 2017 - kl. 20:40 Contador rystet: Troede ikke det kunne ske

Se også: Ny doping-skandale: Kyler Contador-hjælper af holdet inden Touren

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen