Contadors enestående bedrift

Alberto Contador er ny indehaver af den såkaldte Everesting-rekord - den hurtigste til at klatre 8848 meter 

Alberto Contador var som aktiv en af tidernes bedste klatrere. Noget tyder på, at han stadig har det i sig. Foto: Christophe Ena/AP/Ritzau Scanpix
Alberto Contador var som aktiv en af tidernes bedste klatrere. Noget tyder på, at han stadig har det i sig. Foto: Christophe Ena/AP/Ritzau Scanpix

Det kan godt være, at Alberto Contador er pensioneret - men han har ikke helt glemt, hvordan man skal håndtere en cykel.

Således slog den 37-årige spanier fredag den såkaldte Everesting-rekord, der går ud på at køre højden for Mount Everest, 8848 meter, så hurtigt som muligt.

Det klarede Contador på 7.27,20 timer og slog dermed den eksisterende rekord med 2.37 minutter. Den nu tidligere rekord blev sat i to tempi for tre uger siden af EF Education-rytteren Lachlan Morton, der ugen forinden ikke fik anerkendt sit første rekordforsøg.

Tricket til at slå rekorden er at køre en stejl stigning mange gange. Det gjorde Morton med 47 passager af Wall of Rist Canyon - og Contador gjorde ham kunsten efter. Dog hjemme i Spanien og ikke i Colorado.

Den syvdobbelte Grand Tour-vinder brugte sit eget nærområde ved at tage til Segovia nord for Madrid. Her kørte han to opstigninger på det stejleste stykke af Navapelegrín-stigningen hele 78 gange, så dommerne fra Hells 500 kunne godkende hans rekord.

Men det holdt hårdt, forklarede han på sin Instagram-profil:

'Everesting vanviddet er gennemført. Tak for jeres beskeder, jeg blev opmuntret til at gøre det. Mere end syv timer i sadlen og 8848 højdemeter. Meget krævende udfordring , men en sjov oplevelse. Den næste tager vi sammen!'

Hvis man har fulgt Alberto Contador på trænings-appen Strava, vil man have bemærket, at han den seneste tid har brændt nogle rigtig flotte tider af. Og man kan da også se på filen for fredagens meritter, at spanieren nu har rekorden (King Of the Mountain) for begge opstigninger, der er på knap en kilometer.

Alberto Contadors Strava-fil efter rekord-ridtet
Alberto Contadors Strava-fil efter rekord-ridtet
 

Alberto Contador trak sig tilbage efter Vuelta a España i 2017 efter at have vundet Tour de France to gange, Giro d'Italia to gange og vuelta a España tre gange. Dermed er han en ud af blot syv ryttere gennem tiderne, der har vundet alle tre Grand Tours og den eneste ud over Bernard Hinault, der har vundet alle tre mere end en gang.

Alberto Contador kom til Bjarne Riis' hold i 2011 og vandt samme år Giro d'Italia. Men en dopingdom for clenbuterol kostede ham den sejr og Tour-sejren året før. Foto: Ernst van Norde
Alberto Contador kom til Bjarne Riis' hold i 2011 og vandt samme år Giro d'Italia. Men en dopingdom for clenbuterol kostede ham den sejr og Tour-sejren året før. Foto: Ernst van Norde
 

Se også: Chris Froome færdig efter ti år

Se også: Danmark Rundt fortsætter uden Worre-afløser

Michael Rasmussen under Touren i 2007. I baggrunden kan man skimte pressechef Jacob Bergsma. Foto: Bas Czerwinski/Ritzau Scanpix Cykling - 8. jul. 2020 - kl. 14:46 Kyllingens Tour-skandale kostede ham alt

28 kommentarer
Vis kommentarer