Contadors svar på Riis-balladen: Satte Froome på bjerget

Alberto Contador sluttede blandt de bedste på tredje etape og ligger nu nummer syv samlet i Catalonien Rundt

Contador var i hopla på bjerget i dag (Polfoto)
Contador var i hopla på bjerget i dag (Polfoto)

Fem bjergtinder og 156 kilometer var på menuen, da rytterne i Catalonien Rundt onsdag gennemførte løbets 3. etape.

Den spanske Tinkoff-Saxo-stjerne Alberto Contador brugte dem som afsæt til et spring frem i det samlede klassement, hvor han nu ligger på syvendepladsen.

Italieneren Domenico Pozzovivo (AG2R) kørte alene over målstregen i Girona, hvor han holdt forfølgerne bag sig med blot tre sekunder.

I det jagtende felt på seks ryttere tog colombianeren Rigoberto Urán (Etixx-Quick Step) andenpladsen, mens Contador sluttede som nummer fire. Richie Porte fra Team Sky tog sjettepladsen.

Team Skys kaptajn, Chris Froome, måtte give slip på etapens sidste stigning, og måtte se ærkerivalen i sommerens Tour de France tage en moralsk sejr i den interne kamp. Froome kom med feltet hjem 22 sekunder efter vinderen.

Contador fortalte i går, at Bjarne Riis betyder meget for ham, men spanieren formåede alligevel at holde fokus ovenpå balladen, og det kostede Froome en tidslussing i dag.

I den samlede stilling fører franske Pierre Rolland (Europcar) med et minut og otte sekunder ned til polske Maciej Paterski (CCC) på andenpladsen.

Belgieren Bart De Clercq er yderligere otte sekunder efter på tredjepladsen.

Contador er 2 minutter og 27 sekunder fra førertrøjen.

Løbet slutter i Barcelona på søndag.

18 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere