Coronafrygt stopper motionister: Cykling forbudt i Italien

Motionsryttere bliver stoppet af politiet i Italien og risikerer straf med den begrundelse, at de vil belaste sundhedsvæsenet unødigt, hvis de styrter

Denne knægt, der tirsdag cyklede forbi Juventus' mennesketomme stadion i Torino, overtræder italiensk lov, hvis han ikke er ude på den tohjulede i forbindelse med arbejde, af helbredshensyn eller for at opfylde presserende personlige behov. Foto: Marco BERTORELLO / AFP / Ritzau Scanpix.
Denne knægt, der tirsdag cyklede forbi Juventus' mennesketomme stadion i Torino, overtræder italiensk lov, hvis han ikke er ude på den tohjulede i forbindelse med arbejde, af helbredshensyn eller for at opfylde presserende personlige behov. Foto: Marco BERTORELLO / AFP / Ritzau Scanpix.

Som følge af coronavirussens store udbredelse i Italien har myndighederne forbudt udendørs sportsaktiviteter, hvis det ikke er muligt for udøverne at holde en afstand på mindst en meter til hinanden.

Det fremgår af det dekret, som regeringen udstak mandag i et forsøg på at inddæmme smitten. De talløse motionsryttere i det cykelgale land kunne nok overholde de nye regler, men de er alligevel omfattet af forbuddet og er henvist til at træne på ruller indendørs.

Det skyldes, skriver cykelsitet Bicitv, at styrt på landevejen unødigt vil belaste hospitalsvæsenet, som i forvejen er presset i bund på grund af coronavirussen. 

Bicitv baserer sin konklusion på et notat om ‘cyklisters opførsel’, som den italienske cykleunions afdeling i det hårdt virusramte Lombardiet udsendte mandag.

Avisen La Stampa rapporterede tirsdag, at to amatørryttere i Cuneo-området blev stoppet af politiet, da de ikke havde gyldig grund til at træne udendørs. 

De forbrød sig mod dekretet, som fastslår, at der kun er tre gyldige grunde til at bevæge sig udenfor: Arbejde, helbred og presserende personlige behov.

Straffen for brud på de nye regler er ifølge Bicitv bøde og endog fængselsstraf.

Professionelle cykelryttere har lov til at træne udendørs, men de skal medbringe dokumentation i form af deres rytterlicens. Også for dem gælder, at de skal overholde ‘den interpersonelle afstand på en meter’.

Italien er det land i Europa, som er hårdest ramt af coronavirussen, og landet er i vid udstrækning lukket ned som konsekvens af myndighedernes forsøg på at begrænse epidemien. 

Ingen Fuglsang i Tirreno i år. Løbet er aflyst. Foto: Ritzau Scanpix Cykling Arrangører aflyser italienske World Tour-cykelløb

Chris Froome og Team Ineos trækker sig fra løb i tre uger. Foto: MARTYN HERMAN/Ritzau Scanpix Cykling Storhold trækker sig efter dødsfald

UCI-præsident David Lappartient erkender, at cykelsportens skæbne i de kommende måneder i meget høj grad er uden for hans kontrol på grund af coronavirussens hærgen. Foto: Rasmus Flindt Pedersen. Cykling Magtesløs cykelboss: Kan ikke forhindre aflysninger

I Rom er der kun få mennesker ude på Campo de Fiori-pladsen, der normalt rummer et stort marked hver formiddag. Italiens regering besluttede mandag aften at udvide de tiltag, der gælder i Norditalien, til hele landet. Foto: Remo Casilli/Reuters Samfund 168 er døde af coronavirus på et døgn i Italien