Cult-stjerne: Sporten er endelig på rette spor

Som tysk stortalent har Linus Gerdemann oplevet de tyske mediers benhårde linje over for doping, og nu glæder han sig over nye tider

Linus Gerdemann er overbevist om, at der nu er ved at være ryddet op i doping-svineriet i cykelsporten. (Foto: Ernst van Norde)
Linus Gerdemann er overbevist om, at der nu er ved at være ryddet op i doping-svineriet i cykelsporten. (Foto: Ernst van Norde)

Med Telekom-holdets totale sammenbrud på grund af systematisk dopingsvindel blev tysk cykling lagt i ruiner, og de unge ryttere, der efterfølgende forsøgte at skabe sig en karriere i sporten, blev sat under konstant pres fra de tyske medier.

En af dem var Linus Gerdemann, som i begyndelsen af sin karriere blev anset for at være en af fremtidens etapeløbsspecialister i professionel cykling. Han opnåede at køre en dag i den gule trøje i Touren i 2007, men det blev aldrig til den store karriere, han blev spået.

Nu er han blevet 32 år og kører på det danske Cult-mandskab, hvor der blæser mindre kraftige vinde end i Tyskland.

- Det var hårdt at være tysk cykelrytter i de år, men omsider er sporten på rette spor, og i dag kan tyske sportsjournalister også godt spørge om cykling nogle gange, siger Gerdemann med et skævt smil.

- Det var hårdt altid at blive stillet til ansvar for noget, man ikke havde noget at gøre med, og år efter år var det de samme spørgsmål. Det var en lettelse at komme væk fra de tyske hold, siger Gerdemann.

- Det er flere år siden, at sporten ændrede kurs, men først nu er tyskerne ved at indse det. Det hjælper også, at vi har mange unge talenter som Marcel Kittel og John Degenkolb, som indtager en stærk antidoping-holdning.

Se også: Dansker spurter sig til fjerdeplads i Schweiz

Onsdag aften blev han og holdkammeraterne præsenteret ved et arrangement i sponsorens hovedkvarter i Lystrup ved Aarhus. Det danske hold er et skridt ned ad rangstien i forhold til de store hold, han tidligere har kørt på, men Gerdemann er sikker på, at han har valgt rigtigt.

- Dette er et mindre hold, men jeg tror, at det er et hold, der kan vokse. Alle er supermotiverede, og alting er frisk og nyt, siger Linus Gerdemann.

Han skiftede i 2011 til Leopard Trek fra det tyske Milram-mandskab, som lukkede, og siden har han kørt for det afrikanske MTN-Qhubeka. I en sæson, nemlig 2013, lykkedes det ham ikke at finde et hold, og han holdt derfor et sabbatår. Han valgte sidste år at forlade MTN-Qhubeka i utide, fordi holdet ændrede karakter til et decideret sprinterhold, hvor Gerdemann næppe ville kunne få sine ambitioner opfyldt.

Se også: Team Cult kørt i sænk sæsonåbner

På Cult har han ingen konkrete mål for sæsonen. Alt afhænger af hvilke løb, holdet bliver inviteret til, så han tager et løb ad gangen. Kunne han selv vælge, ville han pege på World Tour-løbet Schweiz Rundt som et stort mål i sæsonen.

- Det er et løb, der ligger godt til mig, så det ville passe mig godt, men jeg fokuserer ikke på noget specifikt løb, siger Linus Gerdemann, som i 2005, da han kørte for Bjarne Riis, vandt en etape i det schweiziske storløb.

Se også: Cult får wildcard til klassiker

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere