Cykel-skandale: Derfor tilbød vi penge for Contador-sejr

Løbs-arrangøren i Aalborg fortæller, hvorfor han tilbød penge for, at Alberto Contador kunne vinde

Alberto Contador kørte i Aalborgs gader i aftes, men forinden var rytterne tilbudt penge for at lade spanieren vinde (Foto: Ernst van Norde)
Alberto Contador kørte i Aalborgs gader i aftes, men forinden var rytterne tilbudt penge for at lade spanieren vinde (Foto: Ernst van Norde)

Det er blevet en stor sag i den danske sportsverden, at arrangørerne bag tirsdagens cykelløb i Aalborg pr. mail tilbød danske hold 1.000 kroner pr. rytter for at lade Alberto Contador vinde.

Hos arrangørerne Special Invite er direktøren Jonas Mikkelsen meget overrasket over, at det er blevet til en historie på dagen, hvor han havde regnet med at skulle nyde et veloverstået arrangement efter flere ugers hårdt arbejde.

Han mener, at mailen er taget ud af en kontekst, for den stammer fra den indledende planlægning af arrangementet.

- Folk skal skelne mellem show og cykelløb. Jeg går ikke ind for matchfixing, og jeg havde ikke drømt om, at der kom en sag ud af det her, siger Mikkelsen til Ekstra Bladet.

- Da vi planlagde løbet for tre uger siden, der var det planen, at det skulle være et opvisningsshow, og derfor sendte vi den mail ud til holdene for at høre, om de havde lyst til at spille en rolle i et show, hvor Alberto Contador skulle have hovedrollen, siger Mikkelsen.

- Det var der ikke opbakning til blandt rytterne, og i stedet lavede vi åben tilmelding og ændrede det til et rigtigt cykelløb, og det var det, der blev kørt i går, siger Mikkelsen.

Alberto Contador havde en sjov aften i Aalborg (Foto: Ernst van Norde)
Alberto Contador havde en sjov aften i Aalborg (Foto: Ernst van Norde)
 

 

Se også: Skandale i dansk cykelløb: Arrangør ville bestille sejren til Contador

Se også: DIF-formand vil undersøge forsøg på cykelfiks

Løbsarrangøren fortæller, at Danmarks Cykle Union blev informeret om, at meningen var at lave et show. Unionen vidste dog ikke, at rytterne blev tilbudt 1.000 kroner for at lade Contador vinde og få en god oplevelse.

- Nej, det har de ikke været orienteret om, men det er normal kutyme i cykelsporten. Alle kender reglerne, siger Mikkelsen.

- De kendte til, at det var et invitationsløb, hvor vi gav rytterne penge, og hvor der ikke var præmiepenge, siger Mikkelsen.

Men cykelsporten er i modgang, og de danske ryttere ville hellere give den gas i et løb mod Contador frem for at medvirke i et show, som der ellers findes masser af på den internationale cykel-scene.

- I Holland og Belgien er der masser af show-løb, hvor det er aftalt, hvem der vinder, og det var også det, vi havde lagt op til som belønning for, at han havde brugt tid på at komme til Aalborg, siger Mikkelsen.

De små drenge var til folkefest i Aalborg for at se Contador (Foto: Ernst van Norde)
De små drenge var til folkefest i Aalborg for at se Contador (Foto: Ernst van Norde)
 

Han nævner selv, at Peter Sagan og Chris Froome mandagen efter Tour de France stillede op i et show-løb med sultne belgiske ryttere, og det var med stor succes.

- Det endte med, at de to spurtede om sejren. Alle ved, hvordan det foregår. Måske er det cykelsporten, der har et problem, siger Mikkelsen, der mener, at det ville være synd for Cykel-Danmark, hvis Contador var blevet sat af feltet efter to omgange.

- Hvad skulle den lille dreng, der har set ham på podiet i Tour de France, gøre, hvis han så, at Contador ikke kunne følge med mod danske ryttere, fordi de alle ville slå ham, siger Mikkelsen.

Han fortæller, at Contador kort inden løbet i Aalborg havde kørt i Belgien, hvor han var blevet sat.

- Ingen kunne have interesse i, at han skulle få en dårlig oplevelse i Danmark. Når vi betaler mange penge, så ville vi være sikre på, at han ikke røg af de første omgange, og tilskuerne får heller ikke noget ud af det, hvis helten ikke er der, siger Mikkelsen.

- Men tror du ikke, at børnene og de danske fans gerne vil se et cykelløb, hvor man ser, hvem der er hurtigst?

- Der er altid moralen ved det. Vi ville gerne lave et show, fordi vi gerne ville give Contador og hans danske fans en god oplevelse. Så må folk dømme os, om det er rigtigt eller forkert, siger Mikkelsen.

Se også: Contador: Danmark betyder meget for mig

Her dagen derpå sidder Jonas Mikkelsen og tænker over alt det arbejde, han har lavet de seneste tre uger.

- Jeg ville gerne give danskerne en kæmpe oplevelse, og så er det ærgerligt, at det ender sådan her, siger Mikkelsen og understreger, at han godt ved, hvad han skal gøre næste sommer, hvis han skal lave et cykel-arrangement.

- Så melder jeg ud, at der skal køres cykelløb, som der altid er blevet ved mine arrangementer, siger Mikkelsen.

Jonas Mikkelsen har arrangeret cykelløb i seks år, og der har været profiler som Petacchi og Kessiakoff med, men de har ikke vundet, og ifølge løbsarrangøren har alle hans tidligere løb været kørt som reelle cykelløb ligesom løbet i Aalborg tirsdag også blev det.

Løbet blev i øvrigt vundet af Michael Valgren, mens Contador blev nummer syv.

Se også: 'Drop tour-drømmen Contador'

Se også: Aalborg festede med Contador

45 kommentarer
Vis kommentarer