Cykelboss afskriver foråret: Håber stadig på Tour de France

Mens sporten bringer de nødvendige ofre i kampen mod coronavirussen, står det klart, at krisen også kan påvirke cykelsporten på langt sigt, siger Astana-manager Dmitriy Fofonov

Mennesker dør, mennesker bliver syge, og mennesker mister deres arbejde på grund af coronavirussens globale hærgen, og hele samfund lukker ned for at minimere følgerne.

I sportens verden betyder det aflysning af store og små arrangementer. I cykelsporten er senest monumentet Flandern Rundt, som skulle være kørt 5. april, blevet aflyst, og andre store klassikere som Paris-Roubaix og Liège-Bastogne-Liège er i fare for aflysning.

Astana-teammanager Dmitriy Fofonov, som er chef for den danske stjernerytter Jakob Fuglsang, afskriver allerede nu hele foråret - herunder Giro d’Italia - og forventer, at Astana tidligst kører løb igen i juni.

- Min personlige mening er, at sæsonen begynder igen med Critérium du Dauphiné og Schweiz Rundt (optaktsløb til Tour de France, red.), siger Fofonov til Ekstra Bladet.

- Jeg nærer stadig håb om, at Tour de France bliver kørt i år, og jeg håber, at mange af de aflyste løb vil kunne køres senere på sæsonen.

- Får verden styr på virussen, kan det lade sig gøre. Men jeg indrømmer, at jeg har mine tvivl - også om de olympiske lege i Tokyo, siger Dmitriy Fofonov, som er medlem af den magtfulde ‘Road Commission’ i den internationale cykleunion, UCI.

- Måske kan vi flytte løb helt hen sidst på året. Det kunne for eksempel være en mulighed at køre Tirreno-Adriatico og Milano-Sanremo i november, siger han.

Mens Fofonov bifalder de vidtrækkende skridt, som myndighederne i Europa har taget for at bremse udbredelsen af coronasmitten, konstaterer han, at de aflyste løb i en sport, som ned i mindste detalje er kommercialiseret, kan få alvorlige konsekvenser.

Dmitriy Fofonov har været sportsdirektør siden 2013, da han stoppede sin aktive karriere på Astana. Foto: Claus Bonnerup / Ritzau Scanpix.
Dmitriy Fofonov har været sportsdirektør siden 2013, da han stoppede sin aktive karriere på Astana. Foto: Claus Bonnerup / Ritzau Scanpix.
 

- Alt handler om penge, og lige nu er der løbsarrangører, der mister store summer, fordi de må aflyse deres løb, og der er sponsorer, der ikke får valuta for pengene og måske tøver med at forblive i sporten, siger Dmitriy Fofonov.

- Uden sponsorer er der ingen sport, og hvis de store virksomheder bliver så mærket af krisen, at de trækker sig som sponsorer, så får det naturligvis konsekvenser for holdene.

- Vi står midt i en krise, og ingen ved, hvor det ender. Vi må bare her og nu fokusere på vores arbejde og være klar til at konkurrere, når det bliver muligt, siger Dmitriy Fofonov.

Den kasakhiske teammanager understreger, at intet er vigtigere end at få coronavirussen under kontrol, og at det må tage den tid, det tager. Alle må bringe de ofre, der kræves, siger Fofonov.

Men det kan altså også i værste fald betyde, at løb går bankerot, og at hold må lukke, fordi sponsorer, der er mærket af krisen, vælger at trække sig fra cykelsporten.

- Forhåbentlig er det her et forsikringsspørgsmål for arrangørerne. Forhåbentlig kommer de igennem det her uden så store tab, at de bukker under, siger Dmitriy Fofonov.

- Der er ingen af os i cykelverdenen, som ikke bifalder de skridt, der tages imod spredning af coronavirussen. Verden er forenet, og vi er alle i samme båd. 

- Cykelsporten er bare en lille brik i det store billede. Nu gælder det om at komme igennem det her og så genrejse cykelsporten. 

- Det skal nok lykkes, men man kan frygte, at krisen rent økonomisk rammer både hold og løbsarrangører hårdt, siger Fofonov i telefonen fra sit hjem i Clermont-Ferrand i Frankrig.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Astana-ansat testet positiv

Astanaryttere under træning. En af holdets soigneurer blev testet positiv for coronavirus under UAE Tour i februar. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Astanaryttere under træning. En af holdets soigneurer blev testet positiv for coronavirus under UAE Tour i februar. Foto: Tariq Mikkel Khan.
 

Astana-holdets beslutning om at udeblive fra Paris-Nice og holde løbspause i nogle uger efter UAE Tour på Den Arabiske Halvø skyldtes ikke kun samfundssind.

Holdet var selv ramt af coronavirussen og måtte sende adskillige medarbejdere i karantæne, og der var dermed ganske enkelt ikke mandskab til at stille op i de europæiske løb i marts.

Det fortæller teammanager Dmitriy Fofonov. Den smittede var en massør, som stadig befinder sig i karantæne på et hospital i Abu Dhabi. Alle øvrige viste sig at være negative.

- Vi har fire sportsdirektører, som bor i Norditalien, og vi har medlemmer af staben, som var med i UAE Tour, og som ikke kunne deltage i løbene, siger Fofonov.

- Nærmest det halve hold var i karantæne. Holdets helbred og sikkerhed var naturligvis vores førsteprioritet, så det er klart, at vi ikke kunne køre løb, siger han.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Uvished om Fuglsang

Jakob Fuglsang sejrer på femte etape af Tirreno-Adriatico sidste år. I år er løbet sammen med en stribe andre storløb aflyst, og Fuglsang svæver i uvished om, hvad hans næste løb bliver. Foto: Dario Belingheri/ANSA via AP/Ritzau Scanpix.
Jakob Fuglsang sejrer på femte etape af Tirreno-Adriatico sidste år. I år er løbet sammen med en stribe andre storløb aflyst, og Fuglsang svæver i uvished om, hvad hans næste løb bliver. Foto: Dario Belingheri/ANSA via AP/Ritzau Scanpix.
 

Efter en forrygende sæsonstart med sejr i Ruta del Sol er Jakob Fuglsang strandet i hjemmet i Monaco, hvor han holder formen ved lige uden nogen anelse om, hvad han skal bruge den til.

- Vi ved helt ærligt ikke, hvad planen er med Jakob eller de andre lige nu. Ingen aner, hvad man kan stile imod, for vi ved ikke, om løbene bliver kørt eller ej, siger Dmitriy Fofonov.

- Det er også umuligt nu at arrangere en ekstraordinær træningslejr, for der er lukket helt ned i flere lande, og vi vil heller ikke bringe vore ryttere og medarbejdere i fare for at blive smittet.

- Det bedste, der er at gøre, er at blive hjemme og holde sig i gang på cyklen. Vi har gearet ned og holder os klar til det tidspunkt, hvor der igen er løb at køre.

- Jakob forbereder sig til Giroen nu. Han kan ikke gøre andet. Hvis løbet bliver kørt, så skal han være klar, ikke? Det ser ikke så godt ud for Giroen, men det er der, hans fokus ligger nu, siger Dmitriy Fofonov.

Fuglsang har ikke været at træffe for en kommentar.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Cykler i restordre

I sit første løb på sin nye teamcykel, en italiensk Wilier-racer produceret i Kina, vandt Jakob Fuglsang første etape i Ruta del Sol i februar. Han vandt siden løbet samlet. Foto: David Ramos/Getty Images.
I sit første løb på sin nye teamcykel, en italiensk Wilier-racer produceret i Kina, vandt Jakob Fuglsang første etape i Ruta del Sol i februar. Han vandt siden løbet samlet. Foto: David Ramos/Getty Images.
 

Hovedparten af de cykler, som det professionelle felt ruller rundt på, er produceret i Kina, og det bringer endnu en dimension til den krise, som coronavirussen har sat cykelsporten i, fortæller Dmitriy Fofonov.

- Et cykelhold har brug for cykler og reservedele, og når hele produktionen er lukket ned, så har det selvfølgelig betydning. 

- Og hvis sponsoren så samtidig ikke har penge til at betale, ja, så kan det hele jo gå i stå, siger Dmitriy Fofonov.

Både cykelstel og komponenter produceres i stor stil i Kina og andre steder i Østen, mens cyklerne ofte samles i Europa. 

Hold, der har langvarige sponsorater med producenterne, har ofte over år opbygget solide lagre af reservedele og har ingen problemer, mens hold, der har skiftet cykelmærke, endnu kan have mange leverancer til gode.

Astana har i år skiftet cykelmærke fra Argon 18 til Wilier. 

--------- SPLIT ELEMENT --------- 

Lader ingen i stikken

Jonas Gregaard er i gang med sin anden sæson på Astana og frygter, at han ikke får tilstrækkeligt med løb, idet coronavirussen indskrænker løbskalenderen betragteligt. Foto: Ernst van Norde.
Jonas Gregaard er i gang med sin anden sæson på Astana og frygter, at han ikke får tilstrækkeligt med løb, idet coronavirussen indskrænker løbskalenderen betragteligt. Foto: Ernst van Norde.
 

Aflysningen af løb sætter især unge ryttere med kontraktudløb i år i en alvorlig knibe, idet chancerne for at vise sig frem og køre sig til en ny kontrakt indskrænkes betydeligt. Det gælder på Astana blandt andre for den danske nyprofessionelle Jonas Gregaard.

- Hvis vi kommer i gang igen i juni, så er der stadig mange løb for ryttere som Jonas, siger Dmitriy Fofonov.

- Og bliver nogle af de aflyste løb i stedet afviklet senere på sæsonen, så er der rigeligt med pladser, der skal fyldes.

Fofonov erkender, at der kan opstå problemer, hvis coronakrisen trækker meget langt ud, men indtil videre tror han på, at Gregaard nok skal få løbskilometer i benene i 2020.

- Vi har tre grupper af ryttere på holdet. Vi har de unge, og vi har to grupper, som sigter henholdsvis på Giro d’Italia og Tour de France. Vi prøver altid at tilgodese alle med gode løb.

- Sidste år fik Jonas en mulighed i Tour of California, og i år var han med i UAE Tour, hvor han gjorde en god figur. Jeg har set ham gennemgå en god udvikling, og jeg vil gerne se mere til ham, siger Fofonov.

Se også: Astana afviser rod i økonomien

Se også: Fuglsang og Astana trækker sig fra alle løb

Se også: Corona-råd får Mads Pedersen til at forlade Paris-Nice

Se også: Flandern lukker ned: Forårsklassikere aflyst

Se også: Catalonien Rundt aflyses på grund af coronavirus

1 kommentar
Vis kommentarer