Cykeldirektør indrømmer: Vendte det blinde øje til doping

Torben Kølbæk afviser kendskab, men erkender, at han vendte 'det blinde øje til', da han var chef på cykelhold

Kølbæk i selskab med Alex Pedersen i slutningen af 1990'erne. (Arkivfoto: Morten Overgaard/Polfoto)
Kølbæk i selskab med Alex Pedersen i slutningen af 1990'erne. (Arkivfoto: Morten Overgaard/Polfoto)

Der var forholdsvis organiseret doping på det danske cykelhold Team Home Jack & Jones i slutningen af 1990'erne.

Det afslørede Danmarks Idrætsforbunds (DIF) og Anti Doping Danmarks rapport, som blev offentliggjort tirsdag.

Cykelholdets daværende direktør Torben Kølbæk afviser overfor Herning Folkeblad, at han havde kendskab til doping, men erkender, at han nok kiggede den anden vej.

- Jeg kendte ikke noget til doping på vores hold. Men jeg spurgte heller ikke til det. Man kan sige, at jeg vendte det blinde øje til, siger han til avisen onsdag.

Var nok naiv
Torben Kølbæk og Alex Pedersen røg ud af cykelholdet, da Bjarne Riis kom til, og han er nu direktør i FCM Håndbold.

- I dag spørger jeg selvfølgelig mig selv, hvorfor jeg ikke stillede flere spørgsmål. Jeg var nok naiv. Men det er altid let at kigge med nutidens briller på en anden tid og være bagklog, siger Kølbæk videre.

Dopingmidlerne på det daværende cykelhold blev ifølge rapporten opbevaret i et køleskab i en lejlighed i Luxembourg.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Alex Pedersen, men den tidligere cykelrytter og sportsdirektør er ikke vendt tilbage.

1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere