Dagens taber: Jeg blev ikke slået af en bedre mand

Martin Mortensen fra Team Cult sydede af bitterhed og ærgrelse over tabet af en DM-titel, som syntes at være sikret, da han stak af med spurtsvage Chris Anker Sørensen

Martin Mortensen får et trøstende klem af dagens vinder. (Foto: Claus Bonnerup)
Martin Mortensen får et trøstende klem af dagens vinder. (Foto: Claus Bonnerup)

RØNDE (Ekstra Bladet): Mens den nybagte danmarksmester Chris Anker Sørensen søndag på Hovedgaden i Rønde blev overhældt med lykønskninger fra holdkammerater og fans og foreviget til overflod af pressefotograferne, sad Martin Mortensen fra Team Cult på asfalten 20 meter væk og stirrede tomt frem for sig.

Undertiden rystede han på hovedet, som stod det ufattelige klarere og klarere for hver afspilning i hans indre biograf: Spurtstærke Mortensen havde foræret en sikker DM-titel væk til bjergrytteren Chris Anker Sørensen, som ikke lod sig overrumple af Mortensens lange spurt op ad bakken mod stregen ud for Hovedgaden 41.

Se også: Rørt Chris Anker: Det er så kæmpe stort!

- Jeg skulle have vundet den der. For fanden, jeg skulle have vundet, sagde han ud i luften. Mest til sig selv.

Nærmest på stregen var Sørensen kort forinden skudt forbi Mortensen under et brøl af forbløffelse i målområdet. Ingen havde levnet den 30-årige Tinkoff-Saxo-rytter en chance, men han øjnene en løs en af slagsen, da Mortensen angreb fra favoritfeltet i finalen. Sørensen røg med, og de to fik det afgørende hul.

- Han gad ikke tage føringer. Han sad på dæk konstant, sagde Mortensen efter sejrsceremonien med tanke på det fedtspilleri, at en rytter klæber sig til en konkurrents baghjul for at spare kræfter i hans slipstrøm.

- Men det er mig selv, jeg er fucking sur på. Jeg blev ikke slået af en bedre mand. Jeg tabte til mig selv. Det var en formssag, sagde Mortensen.

Se også: 'Oksen' vinder DM-guld

Han åbnede spurten langt fra stregen frem for at gemme al energi til en sidste, eksplosiv kraftudladning. Han gik i panik, sagde nogle i går. Han ville ikke risikere noget tæt ved stregen, sagde andre. Han regnede jo med, at den var hjemme.

- Ja, jeg startede spurten for tidligt, men vi fik fra kommissærbilen at vide, at de kom hurtigt bagfra, og at vi kun havde 20 sekunders forspring. Det viste sig så, at vi havde 40 sekunder, sagde Mortensen.

- Det pressede mig, og Skelde (Cult-sportsdirektør, red.) havde hornet i bund i bilen. Det var så af ren jubel, men det pressede mig kun endnu mere, sagde han og kørte væk for at græmme sig over den tabte DM-titel, som han allerede før sæsonen havde udpeget som sin sæsons største mål.

At han med sølvmedaljen atter udmærkede sig som en fortrinlig mesterskabsrytter, var søndag en ringe trøst. Mortensen vandt også sølv i 2011, da Nicki Sørensen blev dansk mester.

8 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere