Dansk cykelboss: Hvorfor skal vi følge reglerne?

Danmarks Cykle Union udsteder stadig licenser til udlandsprofessionelle i strid med internationale regler, men det er ikke væsentligt, mener DCU-sportschef Lars Bonde

- Hvorfor er det så vigtigt for Ekstra Bladet, at vi følger reglerne på det punkt? siger DCU's sportchef Lars Bonde. (Arkivfoto: Tobias Nørgaard Pedersen)
- Hvorfor er det så vigtigt for Ekstra Bladet, at vi følger reglerne på det punkt? siger DCU's sportchef Lars Bonde. (Arkivfoto: Tobias Nørgaard Pedersen)

Regler er regler, og regler skal overholdes.

I Danmarks Cykle Union (DCU) gælder det dog kun de regler, som unionens ledelse finder det værd at overholde. En 'uvæsentlig' regel er for eksempel den internationale cykleunion UCI's bestemmelse om, at cykelryttere skal søge licens i det land, de er bosat i.

Danske udlandsprofessionelle skal altså ikke søge licens i Danmark, og DCU skal ikke udstede licenser til ryttere, som har bopæl i udlandet. Stort set samtlige danske udlandsprofessionelle kører imidlertid på dansk licens og har gjort det år efter år med DCU's velsignelse.

Årsagen er ifølge DCU-sportschef Lars Bonde, at det er nemmere at bryde reglen end at overholde den, og han blev irriteret, da Ekstra Bladet efter DM i juni søgte en forklaring på det systematiske regelbrud.

- Hvorfor er det så vigtigt for Ekstra Bladet, at vi følger reglerne på det punkt? Jeg kan ikke se, hvorfor det er vigtigt, sagde Lars Bonde.

- Danske ryttere søger licens i Danmark ud fra et nemhedsprincip. Bureaukratisk er det meget nemmere at søge i Danmark end i for eksempel Italien, og det gør rytterne ved at angive en dansk adresse.

- Med I ved jo godt, hvor de faktisk bor ... ?

- Vi tjekker ikke ansøgningerne for at se, hvor de bor. Som vores tidligere formand Tom Lund sagde: Vi løfter ikke dyner, sagde Lars Bonde.

- Altså, selvfølgelig skal vi da følge reglerne, men jeg kan ikke se, hvorfor lige det her er så vigtigt. Det eneste, du gør, er at grave en kløft mellem Ekstra Bladet på den ene side og DCU og rytterne på den anden.

Se også: Team Cult på kanten: Nu venter skæbneløbet

Bonde og DCU-formand Niels Sørensen erkender, at de ved, at de danske udlandsprofessionelle faktisk bor i udlandet, og de erkender, at der foregår regelbrud. Bonde mener dog, at det er budbringeren – altså Ekstra Bladet – der har et problem. Svært irriteret lod han forstå, at Ekstra Bladets journalist må være dårligt uddannet og besidde ringe dømmekraft, når han bringer sagen for dagens lys.

Bonde konkluderer videre, at Ekstra Bladet er en marionetdukke styret af Michael Rasmussen, idet det efter hans faste overbevisning er den tidligere bjergrytter - som blev nægtet dansk licens i 2009 - der driver Ekstra Bladet til at bringe regelbruddet til offentlighedens kendskab.

- Vi skal da nok nu gå ud og sige, at vi da selvfølgelig strammer op og vil se på tingene og alt det der, men det eneste, der sker, er, at rytterne får lidt flere problemer at slås med, siger Lars Bonde.

- Så bliver I glade på Ekstra Bladet, og det er så det. Det her er bare ikke en væsentlig regel. Den er ligegyldig, siger Bonde og sætter trumf på:

- Hvis du graver lidt dybere, kan du nok finde andre tilfælde, hvor vi heller ikke overholder reglerne. Spørgsmålet er, om det er væsentligt for andre end Ekstra Bladet, siger Lars Bonde.

Se også: Løbsdirektør: Han slår danskerne og vinder løbet

Danmarks Cykle Union gjorde for år tilbage et stort nummer ud af at være moralens øverste vogter, og den daværende ledelse bestående af formand Tom Lund og direktør Jesper Worre indførte nogle moralske og etiske retningslinjer, som skulle holde uønskede personer som Michael Rasmussen ude af det 'gode' selskab.

Siden har DCU fået lidt bedre styr på tingene, men stadig er der altså accept af, at regler bliver brudt, når det er nemmere end at overholde dem.

DCU-formand Niels Sørensen har ingen forklaring på, hvorfor DCU konsekvent bryder den internationale cykleunion UCI’s regler. Han henviser blot til Lars Bonde. UCI har haft en måned til at kommentere sagen, men har trods flere rykkere ikke reageret på Ekstra Bladets henvendelse.

35 kommentarer
Vis kommentarer