Dansk cykelstjerne i pandekage-panik: Nedslående melding

Magnus Cort er fanget i Jylland, og trods ihærdig jagt på et lift til København oplyser han, at det ikke lykkes at nå frem til pandekager og hyldest af verdensmester Mads Pedersen på Rådhuset

Se verdensmesteren, Mads Pedersen, blive modtaget i lufthavnen efter sin triumf på landevejen. Video: Rasmus Flindt / Kristian Hansen

Magnus Cort kommer ikke til at deltage i fejringen af den nykårede verdensmester Mads Pedersen på Københavns Rådhus.

Bornholmeren, der var del af det danske landshold, som hjalp Pedersen til det historiske VM-guld, er fanget på mellemhånd i Horsens. Langt fra duften af de legendariske pandekager på Rådhuset i hovedstaden.

Dem havde han ellers set frem til. Cort havde endda planlagt at tage toget i god tid mod København. Men triste omstændigheder forsinkede togdriften, så den tidligere etapevinder i Tour de France blev fanget i Jylland med tiden imod sig.

Den kamp har han nu endegyldigt tabt. På sin Twitter-profil meddeler Cort, at han ikke når frem.

Den danske rytter forsøgte ellers ihærdigt at komme udfordringerne til livs. Først på eftermiddagen sendte han et nødråb ud på selvsamme sociale medie.

- Hjælp! Er der nogle, som kender nogle, der kan give mig et lift til Rådhuspladsen nu fra Horsens? Må gerne deles, så jeg kan nå til pandekager på Rådhuset, skrev Cort.

Magnus Cort mangler et lift. Foto: Ernst van Norde
Magnus Cort mangler et lift. Foto: Ernst van Norde

Men trods talrige delinger og reaktioner på opslaget var kampen mod uret altså for vanskelig en størrelse denne gang.

Derfor bliver receptionen på Rådhuset uden Corts deltagelse.

Med sikkerhed vil overborgmester Frank Jensen (S) til gengæld tage del i fejringen, der starter kl. 16.30.

Her er alle velkomne til at dukke op. Det fremgår af et opslag på borgmesterens Facebook-profil.

- Som noget nyt vil fejringen være åben for alle og ikke kun for pressen - og der er sat lidt tid af til autografer, high-fives med mere, skriver Frank Jensen.

Mads Pedersen vandt VM-titlen efter et vanvittigt drama fordelt på 261 kilometer, hvor han var med i det afgørende udbrud, der nåede helt til stregen.

Her slog han Matteo Trentin (Italien) og Stefan Küng (Schweiz) i spurten.

For Magnus Corts vedkommende sluttede VM med 19 kilometer til mål, da danskeren udgik efter en lang og sej arbejdsindsats i regnvejret.

86 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere