Dansk cykling bløder: - Det er noget lort

- Vi kan jo godt se skriften på væggen, at vi nok ikke rigtig kommer til at køre nogle cykelløb i Danmark overhovedet i år

Dansk cykling befinder sig i øjeblikket i en krise rent økonomisk grundet coronapandemien. Foto: Jens Dresling7Ritzau Scanpix
Dansk cykling befinder sig i øjeblikket i en krise rent økonomisk grundet coronapandemien. Foto: Jens Dresling7Ritzau Scanpix

Dansk cykelsport bløder.

Nyheden om aflysningen af Danmarks største cykelløb, PostNord Danmark Rundt, har sat tingene i et noget skidt perspektiv for dansk cykelsport.

Hvad der ellers startede ud som et fremragende cykelår med det ene store resultat efter det andet af de danske ryttere på World Touren, blev pludselig til et stort mareridt.

Coronakrisen har kostet dyrt for dansk cykelsport. Det hersker der ingen tvivl om. Hos det danske Kontinental-mandskab BHS - PL Beton Bornholm tager man derfor situationen meget alvorligt.

Det fortæller holdets sportsdirektør, Christian Juul Andreassen til Ekstra Bladet og løfter samtidig sløret for, at han aldrig har prøvet noget lignende i sit liv.

- Du kan jo sammenligne det lidt med et World Tour-hold. Det er ikke særlig godt det her. Det er svært at sige lige nu, hvor slemt det bliver, men eftervirkningerne på længere sigt vil helt sikkert komme til at være der. Heldigvis har vi allerede nået at få betalt næsten alle vores udgifter til UCI og DCU, så det er jo ikke sådan, at vi lige nu står med en kasseholdning, der bløder, fordi vi ikke kører cykelløb, siger Christian Juul Andreassen.

Aldrig prøvet noget lignende
Sportsdirektøren slår dog fast, at krisen på ingen måder har tjent noget godt for cykelholdet, der aldrig har oplevet en lignende krise før.

- Altså, jeg har ikke oplevet noget lignende før, det har jeg godt nok aldrig prøvet. Det er jo svært, fordi det kommer lige efter en lang vinterpause på fire-fem måneder, hvor vi har haft tid til at gøre alt klar. Vi var på træningslejr og kom hjem blot fire dage før, at det hele lukkede ned. Alene i maj måned havde vi faktisk 14 UCI-starter, og i løbet af to til tre uger blev det hele så aflyst, så det har været meget underligt.

BHS - PL Beton Bornholm har i mange år været fast del af Danmarks største cykelløb, men det bliver de ikke i år af gode grunde, da løbet er aflyst. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
BHS - PL Beton Bornholm har i mange år været fast del af Danmarks største cykelløb, men det bliver de ikke i år af gode grunde, da løbet er aflyst. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Mangler en plan
Hos de danske kontinentalhold efterspørger man dog en plan for, hvornår DCU regner med, at der igen kan køres cykelløb på dansk grund. Christian Juul Andreassen efterlyser derfor, at der snart bliver lavet en plan A og B, inden det er for sent.

- Det værste er jo sådan set, at vi ikke rigtigt har nogle udsigter til, hvornår vi kommer ud og køre igen. Nu starter Superligaen jo igen, og det har de vist i et stykke tid. Vi efterspørger jo egentlig bare en plan for, hvornår man satser på at komme til at køre cykelløb igen, for hvis man bare satser på at komme i gang igen 1. september, så kan det hele næsten være lige meget, lyder det fra den danske sportsdirektør.

Noget lort
Heller ikke rytterne på de danske kontinentalhold er begejstrede for den nuværende situation. Det fortæller den danske cykelrytter Mathias Bregnhøj, der til daglig kører for netop BHS - PL Beton Bornholm.

- Det er jo noget lort. Det er jo det udgangspunkt, som vi desværre må arbejde ud fra. Det værste er næsten, at vi ikke rigtigt ved, hvornår vi kan komme til at køre igen. Vi håber jo bare på, at vi snart kan komme ud og køre nogle cykelløb i udlandet, for vi kan jo godt se skriften på væggen, at vi nok ikke rigtig kommer til at køre nogle cykelløb i Danmark overhovedet i år, siger Mathias Bregnhøj til Ekstra Bladet.

Har du nogensinde prøvet noget lignende før?

- Nej, men altså. Det er jo klart, at dansk kontinentalcykling var presset i forvejen med kun to hold, og presset bliver da større nu. Ikke desto mindre tror jeg nok, at der skal være danske kontinentalhold, når 2021 går igang, lyder det fra den danske cykelrytter.

Både Christian Juul Andreassen og Mathias Bregnhøj slår samtidig fast, at holdet ikke er truet af en lukning på nuværende tidspunkt.

PostNord Danmark Rundt skulle oprindeligt have været afviklet i august måned, men så blev løbet udsat til september, inden løbet helt måtte aflyses.

Se også: ‘Nu er det godt nok op ad bakke’

Se også: Aflyser PostNord Danmark Rundt

Se også: Tourens skygge spiller ind i Danmark Rundt-aflysning

11 kommentarer
Vis kommentarer