Dansk duo vinder VM-bronze

Amalie Dideriksen og Julie Leth afsluttede stærkt og vandt bronze i parløb ved VM i banecykling

Julie Leth har endnu engang grund til at smile. Foto: Claus Bonnerup
Julie Leth har endnu engang grund til at smile. Foto: Claus Bonnerup

Amalie Dideriksen og Julie Leth kørte sig lørdag til en bronzemedalje i parløb (madison) ved VM i banecykling.

De to danske kvinder sluttede på 24 point. Australien sluttede på 31, og Holland tog guldet med 33 point på kontoen.

Det var dog ikke langt fra at blive til endnu flere point til de danske kvinder, som var tæt på at snuppe en omgang på feltet på de sidste omgange på banen i Pruszkow i Polen.

Amalie Dideriksen og Julie Leth vandt i 2018 EM i parløb.

Ved VM i 2018 blev Amalie Dideriksen nummer fire i parløb med Trine Schmidt som makker.

Finalen i Polen blev afbrudt omkring halvvejs med 45 omgange tilbage, efter en rytter fra New Zealand styrtede uden åbenlys grund.

På det tidspunkt lå den danske duo på en delt fjerdeplads med syv point.

Holland lå sikkert i front med 24 point foran Australien (15) og Italien (10).

Dermed skulle Danmark ud og tage en omgang for at nå toppen af pointtabellen, og det forsøgte parret.

I første gang sket det uden det store held - og med 30 omgange og tre spurter tilbage lå Danmark på femtepladsen med ni point.

Med 17 omgange tilbage forsøgte duoen derfor igen.

Denne gang var det tættere på at lykkes, men det blev kun til sejr i den sidste spurt, som gav dobbeltpoint i forhold til de 11 foregående.

Amalie Dideriksen kørte igen et flot løb, efter hun åbnede VM med et voldsomt styrt i disciplinen scratch.

3 kommentarer
Vis kommentarer