Dansk hold: Det her er cyklingens Champions League

Det er urealistisk at tro på en topplacering i Amstel Gold Race, mener Cults Rasmus Guldhammer

Rasmus Guldhammer tror ikke på sejr til Cult, men slår fast, at holdet vil være aktivt (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Rasmus Guldhammer tror ikke på sejr til Cult, men slår fast, at holdet vil være aktivt (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Gamblere kan score en præmie på 600 gange indsatsen, hvis danske Rasmus Guldhammer kører først over stregen i cykelklassikeren Amstel Gold Race søndag eftermiddag.

Men selv om den 26-årige Cult-rytter har vist fin form i sæsonens første måneder, er det nok lidt for optimistisk at sætte sine sparepenge på sensationen. For Guldhammer handler det dog lige så meget om at vise sig frem på den store scene.

Se også: Spændt Cult-chef satser på tv-udbrud i klassikerdebut

- Det er nok urealistisk at tro, at jeg eller en anden Cult-rytter kan vinde et løb som Amstel Gold Race i år, men først og fremmest handler det om at vise flaget og være aktive. Vi skal ikke bare være med, vi skal vise os frem, siger Rasmus Guldhammer.

Det er det danske holds første livtag med cykelsportens endagsklassikere, hvor niveauet bliver skruet en tand op i forhold til andre løb.

Men Guldhammer kan trække på erfaringen fra sin tid på det daværende HTC-Columbia-hold, hvor han i 2010 var med i den anden Ardenner-klassiker, Liege-Bastogne-Liege.

Se også: Kyllingen: Hvor er ambitionerne, Team Cult?

- Forskellen er, at det her er toppen af toppen. Løb som Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege er cykelsportens Champions League. Det er de største stjerner, der stiller op. Og nå ja, så er der altså også lige omkring 250 kilometers cykelløb, der skal køres.

- Vi har kørt mod nogle af rytterne i andre løb, men her er alle endagsspecialisterne samlet og vil gøre alt for at vinde. Det er helt anderledes, siger han.

Selv om ingen forventer, at Cult-rytterne kan gøre sig gældende mod Alejandro Valverde, Philippe Gilbert eller Michal Kwiatkowski, betyder det ikke, at det er helt umuligt at blande sig i den sjove ende af feltet.

- Der er altid mulighed for, at vi pludselig har en rytter med i et markant udbrud. Det kan være, at fem mand kommer af sted med 40 kilometer tilbage, og så kan der ske meget på Cauberg-stigningen til sidst, lyder det fra Rasmus Guldhammer.

Cult har tre danske ryttere til start. Rasmus Guldhammer har selskab af Michael Reihs og Troels Vinther på de hollandske landeveje.

Se også: Amstel Gold Race: Her er favoritterne

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere