Dansk OL-helt dropper favoritdisciplin

En ændring af Lasse Normans favoritdisciplin betyder, at OL-helten fra London muligvis vælger omnium fra i Tokyo til sommer

Lasse Norman, til venstre, øjner OL-guld sammen med Michael Mørkøv i den nye disciplin parløb (Foto: 
Vincent Jannink/AFP/Ritzau Scanpix
Lasse Norman, til venstre, øjner OL-guld sammen med Michael Mørkøv i den nye disciplin parløb (Foto: Vincent Jannink/AFP/Ritzau Scanpix

Det kunne ligne chikane af de danske OL-muligheder.

Først blev letvægtsfireren i roning pillet helt af OL-programmet. En disciplin hvor Danmark i 20 år var en magtfaktor med talrige medaljer ved OL. Og siden fulgte omlægningen af omnium i banecykling, hvor Lasse Norman Hansen i 2012 vandt guld i London.

Omnium er barberet ned fra seks discipliner til fire - og konkurrencen afvikles nu på én dag, hvor det tidligere var to dage.

Det får den konsekvens fra Danmarks side, at Lasse Norman, der vandt bronze i Rio de Janeiro i disciplinen, ikke stiller til start i Japan. I hvert fald ikke i omnium.

Den plads tilfalder i stedet et andet lysende talent i dansk banecykling, 22-årige Niklas Larsen.

Lasse Norman er dog til stede i Tokyo - og endda i mere end én disciplin. Således er han en vigtig mand i det stærke 4000 meter-hold, mens parløbet, der er nyt på OL-programmet også har danskeren med. Endda blandt favoritterne efter et stærkt 2019, hvor han dannede par med rutinerede Michael Mørkøv.

- Vi kan sammen vinde OL-guld. Jeg har en meget bedre fornemmelse, at det kan ske i parløb fremfor omnium, siger Lasse Norman, som ved det kommende VM på bane i Berlin i slutningen af februar har accepteret at 'vikariere' i omnium.

Årsagen er, at Niklas Larsen fortsat slås med en overbelastningsskade, og han forventes ikke køreklar. Så Lasse Norman, som blev nummer to ved efterårets EM i hollandske Apeldoorn skal igen prøve kræfter med omnium uden de tidskørsler, som gav sikre point til danskeren tidligere.

Omnium er fortsat scratch, udskilningsløb og pointløb. Som noget nyt har man indført et tempoløb med en spurt på hver omgang, hvor kun den første over stregen scorer point i et nyt pointsystem.

Ud er gledet individuelt forfølgelsesløb, tidskørsel over 1000 meter samt en flyvende omgang mod uret.

Se også: Stor triumf: Danskere i forrygende sæsondebut

Se også: Triumferer igen: Nyt dansk guld

Se også: Aflyser dansk 6-dagesløb

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere